Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147’
„Og saa skal man ikke sætte sig til at nidstirre paa folk.
Hører du det, Inger Johanne."
Ja, jeg hørte det udmerket.
„Og saa skal en pen liten pike ikke løpe gjennem
værelserne med alenlange skridt og slaa dørene."
Saadan sat tante Betty og holdt taler hele formiddagen. Og
jeg visste det altsammen saa inderlig godt i forveien.
Men engang blev hun forfærdelig vred — nu skal dere høre.
Der var en liten, gammel, vigtig herre paa visit hos onkel
Max og tante Betty; han bukket forfærdelig, og hadde et
ualmindelig kjedelig ansigt.
De talte om at fiske makrel, og saa sa den lille vigtige
herre:
Ja, makrel fiskes paa snøre."
„Langtifra," sa jeg.
Den lille vigtige herre overhørte aldeles hvad jeg sa, og
fortsatte om makrel og snørefike.
Saa snakket de om politik, og saa sa den lille mand:
„Kalmarunionen fandt sted i 1530."
„Nei det gjorde den rigtignok ikke," sa jeg, „for det var i
1397."
„Det forekommer mig," sa den lille herre, og satte en bitte
liten næse ret i sky, „at der er nogen som taler herinde
—-det forekommer mtg jeg hører en stemme."
Onkel Max lo, saa han sat kroket, og tante Betty sa:
„Den lektion hadde du godt av, Inger Johanne."
Men saa blev jeg forfærdelig ærgerlig, kan dere vite, for
hjemme i vor by hører alle mennesker paa hvad jeg sier og
ser mig godt ogsaa, og saa sa jeg:
„Ja kanske han- er blind — men Kalmarunionen var nu
1397 allikevel —" og dermed løp jeg ut.
Aa du verden, hvor sint tante Betty blev! Tænk, jeg maatte
be den lille vigtige herre om forladelse! Og jeg graat og hikstet
nede i det blaa silketeppe paa min seng, og syntes ikke jeg
hadde nogen mennesker i verden at holde mig til.
For hjemmefra skrev de jo aldrig. Der var aldrig brev til
mig naar posten kom. Naar bare der kom brev, var jeg viss
paa at far og mor skrev at jeg skulde komme hjem paa
øieblikket.
Endelig en dag var der brev til: Frøken Inger Johanne.
Aa; hvor jeg blev glad, jeg kunde ikke læse det mens de andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
