Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162’
onkel Max — det var saa snodig, jeg ante jo ikke at du skulde
faa krampe."
Tante Betty skjendte forfærdelig. Vist en hel time. Onkel
Max og jeg sat begge like sønderknuste og hørte paa. Men at
jeg skulde ha ris, det hørte jeg ikke mere tale om. Og hun
skulde nok ogsaa ha faat med mig at bestille hvis hun hadde
prøvet paa det.
Siden hørte jeg hun sa til onkel Max:
„Det er mig en gaade at du er saa svak likeoverfor det
pikebarn, hun eier jo ikke tanke og ikke følelse, og hendes
ydre er jo heller ikke egentlig saa bestikkende."
Jeg gad rigtig vite hvad tante Betty mente med det, at jeg
ikke hadde noget bestikkende ydre. Hun mente vist at jeg
var fæl.
Enden paa den jernbanereisen blev at jeg ikke mere maatte
røre mig ut av tante Bettys synskreds. Jeg sat paa en stol
hele dagen.
Men Onkel Mait sendte et brev til Olemands mor og takket
hende fordi hun hadde været saa snild mot mig, og sendte
hende’penger. Da jeg ikke visste hvad hun het, skrev vi
utenpaa brevet:
„Til Olemands mor i det gule hus ved stationen."
X.
Hver eneste morgen inde i den store sal lærte onkel
Max mig at gaa uttilbens. Vi stillet os op midt paa
gulvet, og saa begyndte det.
Onkel Max satte sine fotblade ret ut og kom langsomt og
nydelig henover mot mig.
„Vil du nu værsaagod se nøie paa hvorledes jeg bevæger
mig," sa onkel Max, „det er jo en stor skam at du labber
saadan, for ikke at tale om at du aldrig i evighet blir gift paa
den maaten."
Og saa fortalte onkel Max mig regelmæssig den samme
historie. At dengang han var ung herre, bodde han og en ven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
