Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165’
i den sterke vind, og sjøene slog op mot stranden i lange,
■hvite strimer. Jeg badet mig to-tre ganger hver eneste dag,
men Annemari stod bare avklædt paa trappen og grøsset; og
ståk hun foten ned i sjøen, saa skrek hun. Tilslut sa
Annemaris mor at den slags bading vilde hun ikke vite noget av,
saa hvis hun ikke hoppet paa sjøen med én gang, fik hun ikke
lov at sætte sin fot i badehuset mere.
Saa blev hun jo litet grand bedre, men hun var ynkelig,
kan dere tro.
Men Annemaris to smaa brødre vilde altid ligge paa sjøen.
De var bare seks og syv aar gamle, saa de fik aldrig lov at
løse baaten naturligvis, men de laa nede ved badehustrappen
og kavet med aarer likesom de rodde, og hadde det forfærdelig
travelt.
Men en dag hadde de nok løst baaten allikevel. Annemari
og jeg skulde bade og kom løpende nedover, svingende
haand-klærne i luften, saa det smaldt i dem som ’flag, og hadde
moro. Sjøen gik hvit i smaa topper, og vinden strøk henover
saa det hvinte.
Med en gang hørte vi et skrækkelig skrik, som skar
gjennem blæsten. Der saa vi Annemaris bror, Leif, i en baat ret
ut for badehuset. Han hadde ingen lue paa, og han strakte
armene i veiret og skrek. Med én gang skjønte jeg at Jonas,
broren, var gaat paa sjøen.
Her var nok ingen tid at spilde. Jeg løp som en vind —
der var ingen baat — ind gjennem badehuset, utover
hoppe-brettet og hoppet paa sjøen i fulde klær. Det var mere sjø
end jeg hadde tænkt, skjønt sandt at si hadde jeg igrunden
ikke tænkt paa enten det var sjø eller ei — den slog over
mig; jeg svømmet imot den, og var ikke spor av ræd. Leif
skrek, sjøen tordnet i ørene og vasket over mig. Baaten drev
længer og længer utover, — det var da en tosk av en gut,
som ikke andøvde engang — naa, der var jeg like ved:
„Hvor er han Jonas," ropte jeg.
„Der — der —" ropte Leif og pekte.
Der saa jeg det sorte hodet hans i vandskorpen, og der tok
jeg et tak i busserullen hans og svømmet med én arm bort til
baaten.
Det var fælt igrunden; Jonas trak mig under vandet saa
jeg ikke fik puste; men jeg slåp ham ikke. Der var vi ved
baaten: „Hold ham i armen gut," ropte jeg til Leif, mens jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
