Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
Han het nu for det første Cavallius, og var bitte liten. Ja, det
vil si, overkroppen var noksaa stor; men han hadde næsten
ikke ben; ansigtet var ogsaa stort med et langt, gult, krøllet
skjeg, som rak ham like ned paa maven, og hele den tid
han var i byen, hadde han store plasterlapper bak ørene.
Cavallius saa aldrig ut som han hadde det travelt; han talte
langsomt, gik aldrig fort; — der var en værdighet utbredt over
ham, like fra plasterlapperne, nedover det lange, gule skjeg og
ned i de smaa ben, som var rent vidunderlig.
Det værdige opsyn var i grunden et helt kunststykke av
den bitte lille Cavallius. For det maa virkelig ikke være saa
let at se værdig ut med næsten ikke ben og plasterlapper bak
ørene.
Første gang jeg saa Cavallius paa gaten, kunde jeg ikke
skjønne hvem det var, naturligvis; derfor fulgte jeg efter ham,
til jeg saa han gik ind til baker Stiansen. Heldigvis hadde jeg
to øre i lommen, saa jeg kunde gjøre mig et erende ind i
butikken; for jeg hadde en forfærdelig lyst til at vite hvad det
var for en raring, kan dere vite. Baker Stiansen var selv i
butikken.
„For to ere brune brystsukker, Stiansen."
„Værsgod." Stiansens brystsukker er aldrig videre gode;
de er for bløte; men jeg maatte jo kjøpe noget naar jeg kom
derind.
„Hvad var det for en som gik ind her netop nu, Stiansen,
en liten en med gult skjeg?"
„Aa, det er en som skal skildre folk."
„Ja, men er han — er han rigtig?"
..Ja> jeg har ikke fornummet noget urigtig av ham."
„Hvad heter han da?"
„Han heter saa meget som Cavallius."
Saadan fik jeg vite hvem Cavallius var; jeg turde ikke
sparre mere, skjønt der var meget endnu jeg vilde vite; for
han er likesom saa mut, baker Stiansen. Men de dagene efter
hadde jeg en forfærdelig lyst til at kikke ind i Stiansens
gaards-rum for at se hvorledes den lille fotografen stelte sig derinde.
Men jeg turde virkelig ikke vove mig ind i porten fordi
Stiansen er saa sur og mut, bare en stikker næsen derind.
Men en dag faldt det mig pludselig ind at man oppe fra
Peckells høiloft maatte ha den briljanteste utsigt ned i
gaards-rummet til Cavallius. Jeg sprang øjeblikkelig op til Massa
Peckell.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
