Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33
det meste paa farten frem og tilbake fra butikken og ut i
bakeriet, og ofte hænger knepkake-deigen over skuldrene paa ham
som en lang pølse. For saa seig skal en ret knepkake-deig
være at den kan hænge over skulderen uten at gaa istykker,
sier Schulze. Der er mange som synes at det er ekkelt at
Schulze bærer deigen slik; men det synes ikke jeg. For jeg
spiser knepkake-deig av skulderen paa Schulze ret som det
er, jeg.
For jeg skal si dere at Schulze og jeg er fine venner. Han
er tysker og er noksaa gammel og liten, har sorte øine og er
svært rask av sig.
En dag fik jeg saamen fotografiet hans. Bak paa billedet
staar der „Hinreich Schulze geboren in Halle", og derfor vet
jeg akkurat hvordan navnet hans staves. Jeg er forresten glad
i Schulzes fotografi; for det er saa gildt at ha mange billeder
i albumet. Jeg har ikke andet en,H et gammelt et av far og et
av bedstefar som benene er revet av paa. Det peneste jeg har
er Schulzes; han staar saa flot med benene overkors ved siden
av et forhæng. Saa har jeg fru Huus’ sin lille bikje, som jeg
tigget av fotografen fordi den var saa søt, og tilslut har jeg
Marte Rokkes kjæreste; hun vilde ikke ha billedet længere,
fordi han hadde forlovet sig med en anden uten hun visste om
det. Derfor gav hun mig det. Flere billeder har ikke jeg, og
det er litet nok, synes jeg. Men saaledes kan dere skjønne at
jeg er god ven med Schulze; og det er det hele denne historien
kommer av.
Jeg vet paa en prik de dagene som Schulze baker
knep-kaker; da hænger jeg i porten og tigger: „Gi mig en bete
deig, Schulze, — bare litet grand, Schulze." Og næsten
bestandig gir han mig noget. Men naar det er godt veir om
sommeraftenerne, danser Schulze en rar tysk dans ute i
bak-gaarden, baade paa hælen og taaen. Siden spiller han paa
harmonika og synger tysk. Og da er han saa underlig, næsten
som han graater. Da længes han vist til Tyskland; for der er
hele store jorder fulde av bare roser, likesom smørblomster hos
os. Det har Schulze fortalt, og det maa være deilig. Men
hele hans familie er død dernede i Halle, og desforuten elsker
han madam Simonsen; derfor blir han i Norge, sier Hinreich
Schulze.
Det var en tirsdag eftermiddag, jeg husker det saa levende.
Schulze kom svingende med knepkake-deigen ude i madam
Simonsens bakgaard, og jeg sat paa en tønde og ventet. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
