Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
sig, og Ingeborg kokke blev sendt med ilbud op efter dem;
nedover trappene ramlet de igjen som om taket skulde
falde ned.
Hvad skulde der saa lekes?
„Ordsprogslek — ordsprog — ordsprog," ropte de og
hoppet ret op og ned i veiret allesammen. Jeg delte dem i to
partier. „Jeg vet noget udmerket." — „Nei, jeg vet noget
ud-merket," ropte de i munden paa hinanden.
Men Adelaide tok med én gang kommandoen:
„Vi vil utføre hunnernes vandring mot vesten," sa Adelaide,
„jeg staar med en vest, — og dere er hunner og kommer
gaaende mot mig."
Det syntes de alle var briljant. Adelaide fik en av fars
vester, som hun bredte ut og holdt foran sig; alle de andre tok
hinanden under armen og vandret med adstadige skridt hen
imot Adelaide med vesten. Om de hadde kappet hodet av mig,
hadde jeg ikke kunnet gjette det.
„Dette er en vest, ser dere," forklarte Adelaide da de andre
var kommet ind, „og det der er hunner allesammen."
Nei, ingen skjønte det. Lange funderinger. „Dere er nogen
tosker allesammen," sa Adelaide tilslut, „for det er hunnernes
vandring mot vesten."
„Isch, det var ekkelt," sa Bina.
Næste gang da dørene blev lukket op for det parti som
skulde ind og gjette, var de væk allesammen; men ute fra
kjøkkenet og entréen kom der nogen forfærdelige hyl; de holdt
hverandre i kjolerne, sprang ut og ind og hylte som de var
stukket med kniver. De ti som var inde, vilde ogsaa være
med, tok hverandre i kjolen, løp den ene dør ut og den anden
ind, og hylte endda værre.
„Nei, nei, nei, nei," sa frøken Weidemann og holdt paa
ørene, — „find paa noget andet, ellers saa springer de og hyler
liketil klokken ti."
Mor satte sig til pianoet; de skulde danse.
Du, hvor de danset; gulvet i salen rystet, kakkelovnen
klirret, prismerne faldt ned af lysekronen, og frøken Weidemann
for fra den ene væggen til den anden og „reddet", — som
hun kaldte det, først en lysestake, saa et glas, saa et maleri.
„Og slike barneselskaper tar folk frivillig paa sig," pustet
frøken Weidemann, „en straf skulde det være at ha dem."
„Tippe, tippe tue,
min mor var en frue,"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
