Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 13
Av og til gjorde den sig en svip gjennem et aapent vindu og
trak sig samme vei tilbake med de utroligste ting, vandkander
og hodeputer og eau-de-cologne-flasker, som den meget
besindig og langsomt tømte ut over georgine-bedet.
Ingen maatte nævne Stomachs navn for tante Oktavia
engang. „Bare navnet paa det infame dyr gir mig kvalme," sa
tante Oktavia. Onkel gik paa taaspidsene og lukket endnu
mere omhyggelig dørene. Men en dag hændte allikevel det
forfærdelige: apekatten kom for tante Oktavias øine. Det var
nogen som hadde glemt at lukke en dør. Som et lyn for
Stomach igjennem den, løp lydløst henover de bløte gulvtepper
helt til det inderste kabinet, — gjorde et byks op paa tante
Oktavia som laa med lukkede øine paa sin sofa, og boret hele
sin lille krop ind under hendes arm.
Der blev en opstandelse! Tante Oktavia skrek himmelhøit,
og folk styrtet til.
»Jeg ligger jo her hjælpeløs," sa tante Oktavia; „den kunde
jo kvalt mig før jeg fik suk for mig, Ferdinand — hvad var
dens hensigt, jeg spør dig, Ferdinand, hvad tænkte den paa
da den boret sig ind under min arm?"
„Den vilde kanske varme sig," sa onkel Ferdinand spakt.
„Varme sig," sa tante Oktavia haanlig, „bite mig i hjertet,
vilde den."
Der hjalp intet forsvar for Stomach, den maatte dø; onkel
fulgte den med et blødende hjerte til doktoren som dræpte den
med kloroform. Da onkel Ferdinand sidste gang gik fra den,
strakte den sine lange armer med de bitte smaa fingre efter
ham og skrek. Onkel Ferdinand glemte det aldrig.
At den anden apekat kom i huset, var onkel Ferdinand
aldeles uskyldig i. En av hans skippere var kommet hjem fra
de varme land. For at gjøre onkel en glæde hadde han en
bitte liten apekat med sig til ham.
En vakker dag blev onkel kaldt ut i spisestuen. Der stod
skipperen med et smilende ansigt og en kurv med en apekat i.
„Nei, nei, nei," sa onkel; han tænkte paa Stomach, „ta
den med igjen, ta den med igjen."
Men saa fik han allikevel en ustyrtelig lyst til at se
apekatten — bare løfte litt paa lokket — bitte, bitte litet grand;
— vips som et lyn trængte et litet væsen sig mellem kurven
og lokket, bortover gulvet og op paa ovnen. Det var en stor
hvit, glasert svenskeovn; som et lyn var apekatten deroppe og
forsvandt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
