Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 13
„Du skal lære perspektiv," sa far.
Du verden — skulde jeg lære noget saa rart!
„Men hvorledes saa han ut, far — han tegnelæreren,
mener jeg?"
„Aa — kanske litt pjusket —."
Den næste dag kredset Mina, Massa og jeg hele
eftermiddagen omkring madam Salomonsens hotel hvor tegnelæreren
skulde bo, for at faa et glimt av ham. Men ikke et menneske
viste sig som vi med nogen rimelighet kunde anta for
tegnelærer Juul. Der gik rigtignok ut og ind et par ganger en liten
bred mand som vi ikke kjendte, med et umaadelig, graasprængt
haar, likesom en løvemanke, og stor, blaarød næse. Nei, ham
kunde det umulig være, for bukserne hans var optrafset
nedentil likesom en frynse, og der var ikke saaler skapt i støvlene
hans. Men hele eftermiddagen grundet vi paa den mystiske
tegnelærer som aldrig viste sig.
Klokken fire den næste dag stod Massa, Mina, Karsten og
jeg i hotellets gang med vore tegnerekvisiter i den skjønneste
orden. Der lugtet endda værre av cigarer og vin end der
pieide, og madam Salomonsen for ut og ind med tre
dobbelthaker og lange guldørenringer som svingte.
„Tegnelæreren — aa, han bor paa kvisten — du kjender
nok veien, du, Inger Johanne, — ret over loftet."
Vi vandret op i den dypeste spænding; der var stekende
hett paa det stoie loft, støvet danset i lange rader i solen fra
takvinduene. Ved siden av den store hvite murpipe var en
bitte liten dør; der maatte det være.
Vi banket sagte paa; intet svar. Nok en gang, fremdeles
ingen lyd derindefra. Vi aapnet døren sagte, — et litet værelse
med skraatak; vinduet stod aapent, ikke et liv derinde. Paa
bordet laa en stor, gul knortekjep.
„Den stokken skulde jeg ønske var min," sa Karsten, „jeg
skulde jule op alle gutter i byen hvis jeg hadde maken." Og
Karsten svinget stokken i luften og traf kakkelovnsdøren saa
den klirret — og i samme sekund, det glemmer jeg aldrig,
tittet der et gyselig hode ind ad vinduet ute fra taket: et stort,
graat, brusende haar og en rødblaa næse — du kinesiske,
hvor ustyrtelig rædde vi blev!
„Naa," sa hodet utenfor vinduet, „er man allerede der"
— og dermed kom først et par saaleløse støvler og frynsede
benkiær, og tilslut hele personen ind ad vinduet.
6 — Dikken Zwilgmeyer. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
