Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 13
en stol, men ikke et ord var det mulig at faa av hende naar
mor hørte det.
„Har du det ondt, barn, hos den fremmede mand?" spurte
mor og klappet hendes sorte haar.
Litza kastet et stort, forskræmt blik paa mor, hendes
næsebor skalv sterkt, men hun sa ikke et ord før vi igjen var ute
alene mellem os.
„Jeg hadde tænkt at spørre dig," sa Litza hurtig og vildt
som hun altid talte, „jeg hadde tænkt at spørre dig om du
ikke kunde reise med os — — men nu vil jeg ikke — for
din mor er saa god — din mor er deilig i øinene —." Litza
talte altid saa meget om folks øine.
En eneste gang saa jeg hende sint. Litza og jeg kom
løpende op baktrappen til hotellet, da dvergen som var admiral,
pludselig ståk sit store ansigt med en umaadelig knebelsbart
frem mellem trappens gelænder oppe fra gangen. Jeg maatte
skrike, for jeg blev saa usigelig ræd.
„Caramba," sa Litza og trampet med foten — hun sa altid
„Caramba" naar hun blev heftig — „vil du øieblikkelig gaa
din vei — dit stygge menneske."
Den aften gav hun mig en bitte liten sølvring til erindring.
Det var den sidste gang jeg saa hende. Den næste morgen
da jeg løp ned med tre par varme strømper til hende fra mor,
var hun netop reist.
Aa hvor jeg graat! Jeg trodde at jeg aldrig kunde bli
glad mere, naar Litza var ute i den vide verden og hadde
det ondt.
Men hver eneste aften vilde jeg be til Gud for Litza, det
bestemte jeg mig til. Og naar jeg glemmer det en aften, flytter
jeg hendes lille sølvring over paa en anden finger for at huske
det. Og hver aften sier jeg det samme: „Gud, du maa holde
fast paa Litza — rigtig fast — maa du holde paa hende, Gud
— og saa maa du gjøre noget for hende, saa hun kan bli
glad og ikke mere være saa bedrøvet i øinene."
Er det ikke grusomt, dere, at der findes mange, mange
barn, saadanne som vi, rundt paa jorden, som har det usigelig
ondt, som er bange hver dag de staar op, og graater hver
aften alene naar de lægger sig. Og en av dem er Litza, hvor
hun nu i verden er henne.
Men naar jeg tænker paa det, blir jeg saa glad i far og
mor og alle søskendene og alting hjemme, og jeg vil ikke
andet i verden end bare være usigelig, usigelig snild.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
