Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 13
det var jeg ikke. Aa, den fæle kammen! Og jeg graat og
hikstet inde i den støvede kasse.
Men nu vilde jeg aldrig komme frem mere, aldrig, aldrig i
verden. Nei, jeg vilde ligge i denne kassen hele mit liv, og
om natten vilde jeg liste mig ned og ta mat i spiskammeret,
— nei, det er sandt, jomfru Monsen stængte altid
spiskammerdøren. Men sukker var der i buffeten, og eddik var der
ogsaa i buffeten, og i kjøkkenskapet var der altid fiatbrød til
tjenerne, og jeg kunde godt leve av sukker og fiatbrød og
eddik. Og jeg skulde liste mig ned paa strømpelæsten; aa,
hvor forsigtig, jeg skulde gaa, og ikke et menneske skulde ane
at jeg levde oppe i pianofortekassen paa loftet. Da jeg
begyndte at tænke paa dette, graat jeg ikke mere; for det vilde
bli saa frygtelig morsomt at bo heroppe og liste sig ned om
natten i det mørke hus for at finde mat.
Det var jo akkurat som i onkel Toms hytte, dengang
negerinderne hadde flygtet og gjemte sig paa loftet hos den fæle
Simon Legrée; — akkurat saadan var det med mig nu! Men
Simon Legrée hadde blodhunder, og Rex som var hunden paa
gaarden, var ingen blodhund; men kom han her op paa loftet,
fandt han mig nok i kassen.
Og eftermiddagen gik; solen var væk fra takgluggene.
Det var vist aften; studenten hadde, i rasende løp op trappen,
været oppe paa kvisten nogen ganger; ellers hadde ikke et liv
været oppe paa loftet.
Mon de lette efter mig? Mon de skjønte jeg var borte for
bestandig? Ja, nu kunde de ha det saa godt, nu kom jeg
aldrig igjen mere. Og nu hadde studenten ingen som vilde
hente valle paa stabburet mere, saa nu kunde han angre,
nu — —
Og jeg blev saa døsig og træt, saa usigelig søvnig, og saa
sovnet jeg som en sten.
Da jeg vaaknet, var det ganske mørkt. I førstningen kunde
jeg ikke skjønne hvor jeg var henne; jeg støtte hodet mot
kassen og tumlet ut paa loftet; — saa med en eneste gang
husket jeg det.
Aa, hvor fælt det var; — aa, hvor forfærdelig fælt, at jeg
var her alene! Og det var stummende mørkt; — og alle var
vist vonde; — og jeg var saa sulten. Aa, mamma, mamma!
Som et lyn slog det mig: jeg vilde reise til mamma og pappa.
Ja, det vilde jeg. Jeg vilde liste mig ned, løpe skogvejen bort
til Anders Moen som satte ombord i dampskibet. Han rodde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
