Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
da han hørte mig rope. Han sank næsten i knæ, og læberne
bevæget sig fort, men uten en lyd.
Endelig, da han vel hadde gjort sig klar over at det var
mit velkjendte ansigt han saa indenfor sakristiets grønne ruter,
nærmet han sig langsomt.
„Er ho i kjerka?" kom det tilslut i den yderligste
forbauselse.
„Ja, du ser jo det," sa jeg, „spring saa fort du kan og faa
nogen til at lukke op, enten klokkeren eller provsten eller Peder
belgetræder."
Jens Godmorgen satte meget betænksomt et spand fra sig.
„Men aassen kom ho i kjerka?"
Det hadde jeg ingen lyst til at fortælle ham.
„Ja, det kan være det samme for dig, Jens Godmorgen,
spring bare efter nøklen, du."
Dermed labbet Jens avsted.
Men du, saa længe han var borte. Jeg stirret og stirret
paa syrentrærne paa gamle provstindens gravsted; de blaaste
frem og tilbake foran vinduet, svinget og bøide sig i stormen.
Men ingen Jens Godmorgen kom.
Mørkere og mørkere blev det. Karlemand graat for alvor,
og vilde absolut slaa itu alle ruterne med spændeboken.
Det eneste som trøstet mig, var Jens Godmorgens spand.
Det stod der nede paa marken og lyste. Jeg ræsonnerte som
saa, at saalænge det stod der, kom han nok igjen.
Endelig — der hørte jeg fottrin og stemmer, der blev sat
en nøkkel i laasen, og klokkeren og Jens Godmorgen og
klokkerens otte barn stod i døren.
„Hvem er det som har forstørra kjerkens fred," sa klokkeren
med nedtrukne mundviker.
„Jeg har ikke forstyrret nogen ting, jeg," sa jeg, „jeg vil
bare ut, jeg."
„Der skal ske en opklarelse paa dette," sa klokkeren, „jeg
har ikke ordre at lukke kjerka op paa denne tid av dagen."
Jeg blev næsten ræd for at jeg ikke fik komme ut.
„Ja, men jeg faar vel komme ut," sa jeg ynkelig.
„Ja i betragtning av tilfældet," sa klokkeren — mere hørte
jeg ikke, men klemte mig og Karlemand ut mellem alle
klokkerens otte barn.
Siden, naar jeg møter Jens Godmorgen, nikker han altid
likesom saa forstaaelsesfuldt til mig. Naar jeg vil erte ham,
sier jeg altid:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
