Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
„Du var bra ræd dengang jeg ropte paa dig i kirken, Jens!"
Og saa var jeg selv meget ræddere; men det kunde jo
ikke Jens Godmorgen vite!
Men mener dere ikke at jeg maatte betale ruten som jeg
hadde slaat itu i sakristiet?
Jo, det var jeg nok pent nødt til!
KNAK-KNAK
Det var endda dengang vi hadde Hanna Stenramla til pike.
Du store kinesiske, for moro! Hanna Stenramla var
nykonfirmert, spæd og myk i kroppen som en siljekvist,
lys og fregnet. Fortænderne hadde hun alt mistet; men det
gjorde ingenting, for hun lo hele dagen likevel. Hun skulde
være Sure-Jensine til hjælp i kjøkkenet, gaa erender, pudse
kniver, bære ved og slikt. For Sure-Jensine begyndte at
trække paa aarene og bli mer og mer ubevægelig og sur. Ja
vi turde aldrig likefrem kalde hende Sure-Jensine, ser dere,
undtagen naar Karsten var vond paa hende; da ropte han
„Sure-Jensine", saa det skingret. Men da stod han altid oppe i en
glugg, eller sat høit oppe i kirsebærtræet, eller et andet sted
hvor Jensine ikke naadde ham.
Naar Hanna Stenramla var i kjøkkenet, blev hun holdt saa
strengt som en politivakt; men naar hun var nede i kjelderen
eller i vedskjulet eller oppe i heien sammen med os, var
Hanna Stenramla den gildeste av alle. Hun kunde kroke sig
sammen og hoppe og skrike og skvatre som en skjære, løpe
som en vind med vandbøtterne og aaket over skulderen, og
synge alle de sjømandsviser som gik i byen. Aldrig i mit liv
har jeg kjendt nogen som var i saa godt humør som den
Hanna Stenramla.
Det var hun som fandt paa al den moroen vi hadde den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
