Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
149
Men det var ikke saa greit at finde noget at brænde, maa
dere tro. Alt det vi sanket sammen, vilde vi giemme paa et
sted oppe i heien vi kaldte Sahara. Vi har mange pladser
oppe i heien, baade Nagasaki og Paris. Men Sahara var
bedst skikket til gjemmested.
Larseus, Karsten og jeg hadde hver vort at gjøre. Karsten
skulde skaffe parafin, som vi skulde helde over, forat det
skulde brænde rigtig friskt. Tænk, saa tok han en tom flaske
og gik rundt til alle kokkepikerne i vor gate og bad dem om
en skvæt parafin. Det var naudent gjort, synes jeg, for
naturligvis sladrer pikerne. Men Karsten sier at kokkepiker aldrig
sladrer.
Jeg gik bare rundt og lurte efter noget som kunde brændes.
Jeg var inde i alle vedboder og lurte mig op paa alle de lofter
jeg kunde komme til.
For vi kunde jo ikke tænke at faa fat i en baat vi, som
de andre ute paa holmerne. Nogen smaa plankebeter og slikt
fandt jeg nok, men ingen ting som det var noget forslag i.
Hver dag stod Larseus ute i vor gang med skidne, bare
ben og spurte om det ikke var noget han skulde bære op i
Sahara. For det er hans bestilling. Larseus er noget av det
letvinteste som kan tænkes. Akkurat som en gemse. Jeg har
rigtignok aldrig set en gemse, og ikke har jeg idé om hvorledes
den ser ut heller, men den skal være det letvinteste som findes,
det har jeg altid hørt.
Dag efter dag gik, og endda var oplaget oppe i Sahara
ikke synderlig stort. Saa faldt mit øie en dag paa en gammel
seng som stod inde i madam Pirks vedbod. Der var
vægge-dyr i den, og den hadde staat der usigelig længe, vist et
halvt aar.
Den sengen kunde jeg ikke faa ut av mine tanker. Madam
Pirk brydde sig vist ikke det grand om den, siden den hadde
staat i vedboden saa længe. Gammel og rødmalt var den, og
vilde brænde som knusk.
Kanske madam Pirk bare vilde takke os til om vi tok den,
saa blev hun kvit væggedyrene med det samme.
Jeg raadforte mig med Larseus og Karsten. „Vi tar a vi,"
sa Larseus. Jeg tror gjerne Larseus hadde tat de to sengene
oppe i stuen deres for at faa noget at brænde.
„Bare ikke madam Pirk var saa græsselig penibel, saa
kunde vi bedt hende om den sengen," sa Karsten.
Karsten sier altid at folk er penible, naar de er grætne og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
