Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
Sidste sankthanskveld drak agent Levorsen for meget øl.
Tilslut stod han oppe paa en spids sten, gjorde kunster med
en ølflaske og snakket tysk.
„Sehen Sie — meine herren — man steilt die flasche so
—," agent Levorsen stod paa ett ben og satte ølflasken paa
sit andet lille ben, som han strakte ret ut i luften — „so
meine herren — so — so —"
Der ramlet baade Levorsen og ølflasken ned av stenen; og
madam Sørensen paa hotellet !o saa hun fik brus i
vrangstrupen og holdt paa at dø, saa Jens Godmorgen maatte ro
hende hjem før tiden for tyve øre.
Endda hun ikke hadde stemme, for brusen sat endnu i
vrangstrupen paa hende, saa pruttet hun med Jens Godmorgen
om de tyve ørene.
Du lyse, gilde sankthanskveld!
Men nu skal dere høre hvad vi gjorde en sankthanskveld.
Jeg skal aldrig glemme det, for dere kan tro det tok en ende
med forfærdelse.
Ja jeg faar begynde med begyndelsen, og det var Larseus.
Larseus var en gut borte fra Stavangerkanten som kom til
byen ivaar. Hans far heter Ola Eiesland, og han arbeider paa
verftet i Espeviken.
Ola hadde konen sin og fem barn med, og de bodde i den
røde stue oppe i vor hei. Derfor kjender jeg familien ekstra godt.
Oppe i stuen hos Ola og Kirsti findes ikke andet end to
senger og en bænk og et bord, og paa alle væggene er der
billeder, som er klippet ut av aviser, om mord og brylluper
i Rusland, og keisere og saadant noget.
Endda de vist ikke er rike, har jeg aldrig set nogen saa
fornøiet som Ola og Kirsti. Derfor liker jeg saa godt at være
deroppe, skjønt Ola kan være sint ogsaa.
Aa du, hvor sint han kan være!
Især om søndagene naar han læser et blad som heter
„Tempelsvøben", da er han ikke grei. Da maa alle barna sitte
som tændte lys paa bænken.
Ja nok av det, det var Larseus som fandt paa det at alle
vi som bor der under heien, skulde ha et sankthansblus for os
selv. For det brukte de der hvor han kom fra, sa han. Og
det syntes min bror Karsten og jeg maatte være forfærdelig gildt.
Men ikke et ord vilde vi si om det til nogen. Det skulde
bli en umaadelig overraskelse for alle i hele byen, naar der
med én gang lyste et stort blus oppe paa vor hei.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
