Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
Intet svar.
„Eller forlovelser, maaske?" konverserte han videre,
yderlig artig.
„Man lever saa stille i denne by," vedblev Nibe, „man
kunde kalde sig levende begravet, — en visit av fire lovende
skjonheter er — hm — en oplevelse."
Du verden, hvor latterlig han var.
Ingen av os sa et ord. Pludselig reiste Munda sig op:
„Tusen tak," sa hun og neiet med eplet i haanden.
„Tak," sa vi allesammen og neiet. Men sandelig om jeg
vet hvad vi andre tre takket for.
„Ah bah," sa Nibe og slog ut med haanden, „det er mig
som maa takke, mig der er i gjæld til damerne for denne
behagelige stund."
Dermed aapnet han døren og stod helt ute paa sin trap og
bukket.
Aa, som vi lo, da døren igjen var lukket. Vi lo saa vi
sjanglet.
„Men hvad gjorde han, Munda, da dere var alene?"
„Han løp efter en stol," sa Munda, „og saa løp han efter
et eple, og saa stillet han sig op, saadan som dere saa, og
begyndte at snakke — du, hvor ræd jeg var —"
„Hvad sa han da?"
„Hi, hi — han spurte om jeg var forlovet —"
„Ha, ha, ha — nei det er glimrende — og saa —"
„Ja saa kom dere idetsamme."
„Ha, ha, ha, hi, hi, hi–"
— Klokken var blit saa mange, nei nu maatte vi gaa hjem.
Vi tok snarveien opom Heigaten. Det var nu næsten mørkt,
ikke et liv var at se.
Vi løp opover i uføret. „Kom saa banker vi paa vinduet
til mor Ingebrigt," sa jeg, og dunket lystig paa de smaa
vinduene hendes, idetsamme vi løp forbi.
I samme sekund var mor Ingebrigt i døren.
„Aa hoi," ropte hun efter os, „gudskelov at her kom folk
— la mig snakke med dere —"
Vi gik litt sagte tilbake igjen — det kunde jo hænde at
hun var vond for den bankingens skyld.
„Jeg sitter her som i fængsel," sa mor Ingebrigt, „vesle
barnebarnet mit ligger i bronkitten, jeg kan ikke være fra ham
et eneste øieblik heller — og sønnen min Johan — ja dere
kjender ham nok, dere — ligger ute i Stenviken med skuta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
