Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
185
Siden saa lo vi allesammen. Igrunden har jeg aldrig moret
mig saa godt i noget selskap som hos Spenotti.
Da jeg gik, forærte Spenotti mig en gipsfigur som han
hadde malt et slags grønt haar paa, og fiolette kinder og
himmelblaa øine. Den var virkelig nydelig, men svært rar.
Men efter det selskapet blev Marietta og jeg endnu bedre
venner end vi før hadde været. Vi hoppet paradis og spilte
jeppe og lekte sammen bestandig. Men utpaa vaaren begyndte
Spenotti at hoste. Han hostet saa forfærdelig, og madam
Spenotti graat i det lille kjøkken hver eneste dag.
„Spenotti dø for mig, og jeg blir alene i dette kolde land,"
sa madam Spenotti.
„Ja men du sælge forretningen og faa mange, mange kroner
og reise til Italia og ikke fryse naar jeg er død," sa Spenotti.
„Men saa ligger du under sneen og er død," jamret madam
Spenotti.
„Nei, jeg er i himmelen," sa Spenotti; „og har det meget
bedre end i Italia, og om en liten stund kommer du og Marietta
ogsaa."
Jeg er meget glad," sa han, „jeg vil heller til himmelen
end til Italia, for i Italia har jeg sultet ofte, men det skal jeg
ikke i himmelen."
Tænk saa døde han en nat! Den dag han blev begravet,
snedde det meget. Men madam Spenotti stirret med sorte,
vaate øine ut i den tætte sne.
„Jeg ikke bryde mig om sneen," sa hun, „for Spenotti
kjende den ikke, og nu hoste han ikke mer."
Martin Larsen kjøpte forretningen, og otte dage efter at
Spenotti var død, reiste madam Spenotti og Marietta tilbake til
Neapel.
Og nu faar jeg aldrig se dem mer.
13— Dikken Zwilgmeyer. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
