Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
fordi hun sier „netop" til alting. Men det tør vi ikke kalde
hende saa hun hun hører det, kan dere vite.
„Dem sier det skal være en lykkefuggel," sa jomfru Hansen,
og stirret med de stakkars øinene, som var saa trætte av det
franske broderi, op paa lykkefuglen.
„Netop", sa Maria Netop, „han sitter i min hei."
„Nei, han sitter da rigtignok i min," sa jomfru Hansen.
„Nu har jeg hørt det med," sa Maria Netop, „han sitter jo
netop i min."
Storken sat urørlig oppe paa en stor sten paa ett ben og
dukket hodet ned i halsen.
Hvorledes var den kommet herop mellem alle graa heier
dernede fra det flate, danske land? Ja se det visste ingen.
Det skal hænde undertiden, og nu var det hændt, og der
sat den lyslevende.
Der var toldbetjent Leisner ogsaa ute paa sin høie trappe
i kalot og slobrok.
„Det er en sjeldenhet," sa toldbetjenten, „en stor sjeldenhet
at se storken her i Norge, det maa i avisen — det skal i
avisen i denne aften."
Og alle guttene klatret opover heien efter den rare stork.
Jeg saa baade den skjævbente Tellef og Severin med det
ildrøde haaret, og Peder og alle de andre oppe i gaten.
Med en gang suste der en sten efter storken, og saa en
til og en til —.
„La være at kaste sten," skrek Leisner paa trappen, „det
er en skam, det er en spot — ja ungdommen nu for tiden,
skulde den ikke ha bank paa rygstykkerne sine, saa meget der
kan ligge paa dem!"
Men Severin og Tellef brydde sig ikke om hvad Leisner ropte,
stakkar, og ikke tror jeg de hørte det heller. Og stenene suste
opover til storken.
Men saa blev jeg vond. Og da er jeg ikke grei, maa dere
tro. Og saa tok jeg paa sprang bortover jordet, for jeg vilde
jule op Tellef og Severin og allesammen! Ja det vilde jeg.
Det var vondt og uveisomt at komme opover heien, og ret
som det var for der en sten like forbi mig. Men jeg saa
storken endnu sat i ro, den bare flakset litt med vingerne,
som den var syk og ikke kunde røre sig.
Der var jeg næsten oppe ved guttene; men i samme nu
trillet der noget kant i kant nedover mot mig — det var storken
som var truffet av en sten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
