Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
klærne sine igjen — uendelig godt var det at han kom sig unda
for den sinna grossereren. Even i skjulet sa altid det at han
var saa grov sinna, den grossereren.
Han laa der længe — vinden bar snak og latter op til ham,
saa de var der endda nede paa bryggen.
— Begyndt at blaase var det ogsaa — det blaaste fælt koldt
igrunden — naa frøs han næsten — du som han frøs, han
hakket tænder.
Han listet sig ned i skogen og kikket bak en træstamme.
Tænk saa sat de dernede paa bryggen allesammen og drak
av glas og spiste av kurver!
Og der stod han og frøs saa græsselig saa —
Uh, hu, hu — han vilde løpe hjem til mor, lille Jan
Bluhme — han kunde jo krype i grøftene — men hvad sa mor,
naar han kom hjem uten klær ogsaa — uh, hu —
„Hvad er det du sitter her og tuter for?" — det var Nils
fisker med traug paa nakken, som var kommet over jordet paa
det bløte græsset, saa stilt at han ikke hadde merket det.
„Men vakre, vene, ligger du her naken da, gut —"
Saa graat Jan Bluhme for alvor.
„Ja — hikst — hikst — klærne mine ligger jo nede paa
bryggen, og der sitter damer og spiser og ler — hu hu —"
„Har du gjort noe gæli da, siden du ikke tør gaa ned efter
dem?"
„Jeg dat i sjøen — hikst — og saa tok vi baatshaken i
„Maaka" — og saa kom grossereren — og saa løp jeg —"
„Her skal du faa lanne min busserul, ta den paa og gaa
ned efter klærne dine —"
Hvor snild han var, Nils fisker. Busserullen rak Jan Bluhme
næsten til knærne.
Nu var det ingen sak nu, naar han hadde faat klær paa
sig — men leit var det nu endda da! At gaa slik ned til alle
de fremmede!
Han listet sig sagte nedover, skjulte sig bak trærne, kikket
frem og snek sig fremover igjen.
Nu var han nede paa aapne stranden. De skaalte og drak
paa bryggen. Han snek sig længer og længer fremover, flyttet
sig fra sten til sten.
Pludselig ropte en av damerne:
„Gid — der er han!" Pekte og lo bortover til Jan Bluhme.
Og saa klappet de i hænderne allesammen og ropte i munden
paa hinanden, og klappet igjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
