Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
sa frøken Jørgensen og lukket døren efter sig. Øieblikket
efter aapnet hun den igjen:
„For ikke at tale om hatten min" — sa hun ind gjennem
dørsprækken.
Naa var hun fælt tæt i næsen, naa, tænkte Jan Bluhme.
Kunde ikke frøken Jørgensen været der hun var — vi hadde
klart os saa udmerket alene saa —
Isch — ingenting hadde han at gjøre heller — i eftermiddag.
Væmmelig at far og mor var reist ogsaa.
— Sandelig vilde han ikke prøve brandtauget. Far hadde
ofte talt om at de burde prøve brandtauget, saa en var
forberedt naar der virkelig var fare, sa far. Men aldrig i verden
var det blit noget av, derfor vilde han sandelig gjøre det nu,
Jan Bluhme. For far vilde like det græsselig godt — og
forresten sov vist frøken Jørgensen middag ogsaa nu, saa det
passet briljant.
Kroken stod i vinduet, men det lange taug med store
knuter nedover laa ute paa loftet. Jan Bluhme fik det straks
bug-sert ind paa kvistværelset og fæstet i kroken.
Det var dypt ned fra vinduet — inderlig moro dette her!
Ja han vilde skrive til far og fortælle at nu hadde han prøvet
brandtauget. Her var gutten sin her.
Ikke et liv var at se nede i haven, og Jan Bluhme krøp
ut av kvistvinduet. Der slåp han taket i vinduskarmen og hang
i en av de store knuter paa tauget!
Hvor fælt vondt det gjorde i armen med hjertet paa da!
Han gled nedover et stykke — væmmelig langt det var til
jorden da! Han gled igjen et stykke — nei han kunde ikke holde
sig — „Au, au — i i i" — Jan Bluhme brølte, der han hang
midt oppe paa husvæggen. „Hjælp — hjælp!" — han brølte
i vilden sky.
Frøken Jørgensen kom akkurat tidsnok rundt hushjørnet til
at se Jan Bluhme dingle mellem himmel og jord, og saa falde
pladask ned i marken under ustanselige brøl.
„Armen min, armen min!" skrek Jan.
Der kom Mathea kokke ogsaa løpende, og ind blev han
baaret, frøken Jørgensens mund stod ikke et øieblik, og Mathea
kokke la ikke fingrene imellem hun heller.
Asta og Liv og Dagny kikket forfærdet i dørene, men frøken
Jørgensen holdt sig paa hjertet.
„Han tar livet mit, den gutten," sa frøken Jørgensen.
Saa kom doktoren for anden gang den dag, og Jans troie-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
