Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
Merkelig nok blev ikke mor det mindste begeistret for den
gule farve.
„Vask dig nu ordentlig," sa mor.
Naturligvis, altid sa mor det. Jan viste frem to røde ører.
Men mor var ikke fornøiet. Uf, alle de krinkelkroker som
var paa et øre ogsaa.
Efter frokost fandt Jan Bluhme det absolut nødvendig at gaa
fireogtyve ganger frem og tilbake paa verandagelænderet. Med
utstrakte armer og tungen ut i det ene kind, for det gjaldt at
gaa fælandes forsigtig.
For han gik likesom over Niagara paa line —.
„Men Jan da," ropte mor fra spisestuen.
„Jeg — gaar — bare — over Niagara," ropte Jan. Han
kunde næsten ikke snakke, saa forsigtig maatte han gaa. Mens
han holdt sig i en av verandastolperne, ropte han igjen:
„Nu er jeg kommen over Niagara, mor, nu roper folk fælt
hurra."
„Jasaa," sa mor.
Det regnet og regnet. Nei, nu var han aldeles opraadd,
hadde ingen ting at gjøre. Først hang han længe ut av
kjøkken-gangvinduet med utstrakt arni for at se om han kunde faa
haanden fuld av regn. —
Der kom Dagny klavrende nedover trappen ovenfra under
ustanselige brøl og smørrebrødspisning.
„Naada!" sa Jan Bluhme. I grunden var det hans pligt at
ta trappen op i to sprang og gi den brølende ungen en kilevink.
Bare for at opdrage hende.
For hvor græsselig flink var han ikke til at opdrage
katunger f. eks. De blev svært sinte av hans opdragelse, men
velopdragne blev de. Det var især at knuge katungerne under
en sofapute borte i et hjørne av sofaen, som var megti
virksomt.
Nei, han maatte nok til her med Dagny, skulde det bli
nogen greie paa den ungen.
Jan Bluhme sprang raskt op av trappen, og gav Dagny en
voldsom dult i det gule bakhodet.
Merkelig nok hjalp det ikke. Dagny kastet bare
smørrebrødet pladask i trappen, og saa skrek hun ikke længer, hun
brølte. Først længe uten lyd, saa hun blev næsten blaa i
ansigtet — Jan Bluhme stirret meget interessert paa hende — for
jo længere det varer, inden skriket kommer, desto værre blir
det, tænkte Jan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
