Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
gaa ind til en barber og klippe sig imorgen, han, uten at si
et eneste ord om det før det var gjort. Og øve sig i at danse
kunde han altid gjøre i det store gamle lysthuset nede i haven.
Nøkkelen hang i gangen bestandig den.
En ting kunde han forresten ikke skjønne, og det var
hvorledes tante Lena kunde opdage al ting.
For mener du ikke at hun hadde opdaget at han ikke syntes
det var værst at gaa paa danseskole. Naar hun hadde spurt
ham, hadde han bare blaast og latt svært likegyldig, og endda
sa hun en aften:
„Hvad sa jeg, Paullikken? Jeg sa du vilde more dig, jeg,
Paullikken — stol paa tante Lena, du Paullikken."
Det var ekkelt, men tante Lena fik saa ofte ret — han
kunde ialverden ikke skjønne hvorfor det var saaledes bestandig.
For tænk, nu glædet han sig hver aften han skulde paa
danseskolen. Han kunde ikke skjønne hvad det var, alt det
han hadde stelt med og tænkt paa alle de lange, mørke
eftermiddagene før danseskolen begyndte. For nu var det likesom
bare danseskolen han tænkte paa bestandig.
Men svineheldig hadde han været, som hadde faat Lollik
Bommen til fast dame. Naar han saa paa alle de andre, saa
var der ingen saan som hende.
Ikke Claudine Soot og ikke Tilla Schou og ikke Magdalene
Nilsen heller, hun med det sorte, krøllete haaret sit — nei de
maatte ikke by sig mot Lollik. —
For Lollik var saa nydelig naar hun lo, og saa snakket
hun meget mere end alle de andre, meget morsommere ogsaa,
og saa var hun ikke spor av genert.
Tænk hun danset midt paa gulvet mutters alene mange
ganger.
Og saa snild som hun var. Naar det knep i svingene, saa
hvisket hun:
„La os bare skynde os, saa hun ikke faar se det,
Storemor."
Hun kaldte danselærerinden aldrig andet end „Storemor".
Ja det var en koselig pike, Lollik Bommen.
Ekstra koselig i grunden.
Det var ganske rimelig ogsaa, slik som alle guttene vilde
danse med hende. Men sandelig om det var noget hyggelig
heller; naar han og Lollik hadde sat sig ned i god ro, saa
kom de straks og bukket for Lollik, ofte to tre paa en gang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
