Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
Hun holdt paa at fortælle far i middagsstunden at Paul
Borch skulde komme til klubballet, men saa fik hun det ikke
til, det var likesom ordene sat fast i halsen paa hende.
Han skulde komme tredjedags eftermiddag, den samme dag
ballet var. Det var i skumringen, Lollik listet sig ut, sprang
ned mot dampskibsbryggen og stod oppe paa bakken mellem
de smaa husene og stirret i halvmørket nedover mot bryggen.
Der kom det svære skib, prustet og stønnet og la til bryggen
landgangen lagdes ombord — du alverden hvor sent alting
gik idag — Lollik stirret og stirret. Der kom nogen iland, et
par herrer, det kunde da ikke være nogen av dem!
Aa — — der var han. Ved siden av Jens Berentsen.
Lolliks hjerte hamret. Saa høi han var blit, over et halvt
hode høiere end Jens. Saa vakkert han holdt hodet.
Aa, hvor dum jeg er, sa Lollik til sig selv og løp
bak-gaterne hjem.
— Lollik maatte tænkte paa den første dag hun som liten
pike gik paa danseskole og danset netop i den samme sal, da
hun tredjedags aften kom ind i klubsalen. Det var de samme
røde sofaer og den samme straalende oplysning, men nu sat
der ældre damer i rad og række langs væggene, med føtterne
paa de lange skamler. Og der var en summen og brusen av
snak og latter. —
Lolliks øine fløi omkring.
Derborte ved døren stod han sammen med alle de gamle
kamerater. Du, hvor pen han var! I samme øieblik angret
hun at hun ikke hadde tat sin nye hvite kjole. Uf, at hun
skulde være saa dum ogsaa. Hun tok sig vist alt andet end
godt ut i det gamle sjab!
Aa, der kom han og Jens Berentsen tvers over gulvet til
hende. Bare hun nu ikke blev stupende rød.
„Jeg vet ikke om frøken Bommen kjender mig igjen?"
Han hadde de samme nydelige tænderne.
Jo, Lollik kjendte ham da igjen.
„De er aldeles den samme," han hadde set paa hende hele
tiden. Ja nu var hun rød som blod, det følte hun — og saa
denne væmmelige røde kjolen.
Men saa var det likesom hun samlet sig:
„Nei, jeg er slet ikke den samme," sa Lollik, „jeg er
rigtignok forfærdelig forandret."
„Nei De er ikke" — han saa ufravendt og alvorlig paa
hende.
13— Dikken Zwilgmeyer. 111.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
