Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Hvad skuide hun der?
Ebbas mor stod mellem ild og vand, paa den ene side den
mægtige mor derhjemme paa Blommedal, paa den anden side
den ikke mindre mægtige gemal i Stockholm.
Bedstemor paa Blommedal sendte et tordenbrev:
„Hvad behager, er der nogen der mukker?"
Og den svenske grosserer som var Ebbas far, skrev tilbake:
„Jag har alis inte lust at skicka flickan till Norge."
Slik stod det en stund og vippet, til det endelig begav sig
at frøken Ebba selv fik lyst at reise til bedstemor — og saa
gik det hele som fot i hose.
Hos Milla og Magna fandtes ikke spor av indvendinger.
Bare deilig at mor vilde ha en av smaapikerne. Især var
Magna oppe paa prestegaarden glad.
„Gud velsigne dig, mor," skrev hun, „ta Annikken og gjør
folk av hende, hun er den rareste unge som gaar i to sko."
Og Annikken nede fra Tyskland skrev likedan:
„Aa, saa længe jeg har ønsket at min lille Annikken kunde
komme til Norge og bli norsk i sind og i tale. Det er ondt
at la hende reise saa langt, men jeg er hjerteglad hun skal til
dig, min egen kjække, gode mor. Lille Annikken er en
vildkat, men et drømmende barn paa samme tid, la hende boltre
sig ute som vi gjorde da vi var barn paa det kjære gamle
Blommedal, saa vi faar hende igjen som en rigtig kjæk norsk
pike."
„Hvad sa jeg, Duus," sa bedstemor naar hun fik disse
breve, „fik jeg det ikke til at gaa kanske?"
— En dag i begyndelsen av oktober stod Sjøgren i fuld
puds med de to fete, brune hester og stasvognen foran døren.
Maren Anne var ventende. Frøken Duus skulde kjøre ned
paa dampskibsbryggen for at ta imot hende, og bedstemor stod
i et aapent vindu og kommanderte.
„Saa kjører De min datterdatter pent og forsigtig, Sjøgren,
— især i den leie svingen nede ved broen — Sjøgren."
Den samme paamindelse hadde Sjøgren faat hver eneste
gang hestene kom for døren de sidste firti aar. Han fandt det
derfor ikke fornødent at svare, men trak bare mundvikene
endda længere nedover end de var til hverdags.
„Sjøgren," tordnet bedstemor i vinduet.
„Javel, frue." Naar bedstemor satte slik i, turde han ikke
andet end oplate sin røst.
„Hold hoppen godt i svingen," ropte bedstemor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
