Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
„Ja, De veit det — men slik evindelig kjøring —"
„Puh," sa bedstemor, „saa tar du charabancen og Mikal,
den opstanasige Mikalia (det var hoppen) vil jeg ikke se for
mine øine mer —"
Sjøgren dreide paa huen og mukket fremdeles derborte paa
matten.
„Nu vet du min vilje, Sjøgren," sa bedstemor med gravrøst.
Sjøgren kjendte sin gamle frue saa godt, at naar den
overordentlig dype tone kom, saa hjalp ingen indvendinger længer
— og audiensen var forbi.
Han vendte sig derfor langsomt om og gik likesaa langsomt
ut av døren.
Paa mandag kl. halv ni om formiddagen stod altsaa Sjøgren
foran indgangsdøren paa Blommedal med Mikal, charabancen
og sit sureste ansigt.
Bedstemor og frøken Duus stod i spisestuvinduet for at se
paa den første avreise til skolen.
Sjøgren gjorde end ikke den mindste antydning til at hjælpe
smaapikerne op i vognen.
Den tykke Annikken har saamen bare godt av at røre paa
bena sine, tænkte Sjøgren, og ho Maren Anne ser ut til at ha
ben og gaa paa, hun ogsaa; de utlændiske kunde gjerne røre
pipestilkene sine, de ogsaa, saa en gammel stakkar med verk
i kroppen kunde faa være i ro, som ret og billighet var —.
Det gik som sedvanlig i rasende fart ut av indkjørselen
med charabancen og det hele.
Og som sedvanlig sa bedstemor: „Han trænger en præken
om dør-knur, Sjøgren — og den skal han faa — Duus."
De fire kusiner paa Blommedals ankomst opvakte den
dypeste interesse paa skolen. De var tilfældigvis kommet ind i
niende klasse, og de store smaapiker derinde viet dem sin mest
udelte opmerksomhed
Maren Anne stirret rundt sig med et utfordrende blik som
hun vilde si: „Kom an — alle sammen!" Men Annikken
Prestgara saa grulig genert ut med altfor korte vanter paa de
store røde hænder.
Ebba var elegant og smilende og dreide hodet paa alle
kanter, og Lille-Annikken stirret rundt om med sine
fløiels-bløte-øine, og forstod ikke et muk av hvad der blev sagt.
„Den lille er nydelig," hvisket smaapikerne paa skolen sig
imellem; „akkurat som et maleri. Men den store ser fælt
vond ut, og den ved siden ser da ut som en rigtig bondetuppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
