Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
tid av dagen blev det gjerne disse to for stille inde i det store
gamle hus. De maatte ut og ha luft. Opover
Blommedals-jorderne og ned gjennem parken var det gjerne de holdt til.
Store-Annikken fortalte om nisser og underjordiske oppe i
fjeldene hjemme, og Lille-Annikken lyttet med en umaadelig
interesse.
„Men er det sandelig sandt at det er mennesker i jorden?"
spurte Lille-Annikken.
„Ja, Gamle-Elias sier det," sa Annikken Prestgara.
„I Tyskland er der ingen mennesker under jorden ialfald,"
sa den anden.
„Nei, hvad skulde de gjøre dernede i det flate, kjedelige
landet," sa Annikken Prestgara overlegent, „de vil ha skog og
vilde fjeldet de, ellers trives de ikke."
„Det er bare eventyr," sa Lille-Annikken.
„Si ikke det du," sa Annikken Prestgara.
De var kommet længst ned i parken, der hvor det lille
badehus laa inde mellem trærne. Døren var ikke stængt, saa
de maatte naturligvis se sig om derinde.
Først et litet rum med bænk og bord og speil.
Frygtelig hyggelig, syntes begge Annikkene. Det næste
rum var aldeles tomt, bare med en lang snor som hang ned
fra taget.
Lille-Annikken trak naturligvis i snoren, og den deiligste
styrt fosset ned.
„Aa, saa gildt," ropte Annikken Prestgara, „kom saa tar vi
et styrtbad."
„Det er koldt," sa Lille-Annikken.
„Pyt koldt — naar det regner ute — skynd dig og klæ
dig av."
I en-to-tre stod Annikken Prestgara under styrten, og
Lille-Annikken kom hutrende og frysende efter.
Store-Annikken trak i snoren.
Hush — hvor det iskolde vand fosset, sprutet og danset
ned over dem.
Lille-Annikken skrek i vilden sky, og Annikken Prestgara
gav ogsaa nogen underlige grynt fra sig, men hun holdt
allikevel med kjæmpekræfter fast paa Lille-Annikken.
„Du skal værsgod staa — hu, hu — til alt vandet er rendt
ut — huhuhu — ellers gaar jo alt v—a—ndet tilspilde," hutret
Store-Annikken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
