Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Egentlig anlagt for veninder var Maren Anne ikke. De
faa hun hadde hat, hadde alle været saadanne som hun maatte
beskytte. Naar det ikke var nogen som paa en eller anden
maate trængte hendes bistand, faldt det aldrig Maren Anne ind
at indlate sig med dem engang. Men var der nogen som laa
under i en eller anden retning, var Maren Anne der straks
som en stor beskyttende magt, som ingen turde reise sig imot.
Det laa i hele hendes væsen, i det sterke ansigt og de hvasse
øine.
Maren Annes nye veninde vakte derfor i begyndelsen
almindelig forbauselse blandt dem som kjendte hende. For
Hilleborg var slet ikke en som saan i en fart set trængte
nogensomhelst bistand. Det var en rivendes kjæk jentunge. Tyk,
rød og lattermild, det tykke brune haar vokste langt ned i panden,
paa hende, saa den var usedvanlig lav, men de smaa øine
glimtet omkap med de hvite tænder.
Hun var hele skolens muntrationsraad.
I frikvarteret yndet hun meget at staa paa kateteret og tale
i rim, mens de lo saa de hikstet nedover pultene. Eller hun
sat oppe paa en pult, i det hele tat saa høit tilveirs som mulig,
sang saa det skingret og slog takten med en linjal.
Hun var eneste barn av gamle toldbetjent Hekleberg. Liten,
tyk og rødfiolet var Hilleborgs far, folk sa at han drak. Da
laa han hjemme i mange dage, ingen saa ham, men naar han
kom ut igjen, var det lystighet og munterhet med ham
bestandig. Han agerte nede paa toldboden saa selve sure
toldinspektøren maatte dra paa smilebaandet, og møtte hari
smaa-pikerne paa gaten, saa neide han for dem med de smaa korte
benene sine og guldsnor om huen.
Slik var Hilleborgs far.
Hilleborg Hekleberg — det var ogsaa et navn. Det var
dem som sa at Hekleberg hadde kaldt hende det bare for moro
skyld.
„Det er jo ikke min skyld at min far het Hekleberg, og
at min kones bedstemor het Hilleborg," sa han, „derfor maatte
jo ungen absolut hete Hilleborg, det var ikke raad for andet."
Ikke for det — Hilleborg befandt sig meget vel med sit
tungvinte navn.
Paa skolen var imidlertid Hilleborg alt andet end flink.
Hun kunde aldrig, bokstavelig talt aldrig, en lekse helt ut.
Naar hun skulde høres, sa hendes talegaver stop med en eneste
gang. Det endte gjerne med at hun lo med sin pudsige friske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
