Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
latter og fryderop; hun var pikernes kjæledægge, de bar hende
paa ryggen trap op og trap ned, alle undtagen gamle Anne
stuepike.
Gamle-Anne var gul og rynket og sur i ansigtet, Sjøgren
og hun gjorde fælles sak mot disse ugudelige ungerne som fløi
her i dørene.
„Du bist so sur, du alte," sa Lille-Annikken og snurret
Gamle-Anne rundt, „du skal være glad og le meget —
„Tøiseri har vi nok av," sa Gamle-Anne tvert.
„Hvad er tøiseri?" sa Lille-Annikken.
Saa skræmte hun livet av bedstemor ved pludselig at vise
sig balanserende paa verandarækverket utenfor Rosenværelset,
eller ved at springe uten overtøi de sludfulde høstdage hele
den lange park gjennem. Bedstemor vilde ikke vedgaa det for
sig selv, men i stille stunder tænkte hun ofte: „Jeg kunde
holdt mig til de norske —" men Lille-Annikken var der nu
engang i al sin glans og al sin uro. Det var intet at gjøre
ved den ting.
Saa en dag hændte noget skrækkelig.
Bedstemor stod ute i sin spisestue og skulde netop sætte
en kostbar sévres-vase op paa en hylde. Der var Lille-Annikken
bak hende, og pludselig i det samme bedstemor hævet armen
for at sætte vasen op paa hylden, fik Lille-Annikken den lyse
idé at det var en ypperlig leilighet til at kile bedstemor under
armen.
I samme nu var det gjort, bedstemor skrek op, og vasen
för i gulvet med et smeld og i hundrede stykker. Lille-Annikken
fik ikke tid til at retirere et eneste skridt, før en vældig ørefik
fra bedstemors store haand suste ned over Lille-Annikkens
bløte kind!
„Saa skulde da ogsaa —," ropte bedstemor.
Lille-Annikken var flammende rød og kastet et eneste, saart,
forfærdet blik paa bedstemor. Saa løp hun paa dør som en raket.
„La hende løpe, det uskikkelige barn," tænkte bedstemor,
„det er en grænse for hvad man skal taale ogsaa."
Bedstemor sat i sin lænestol og var oprørt, og Gamle-Anne
feide stumpene av den kostbare vase sammen og var rasende.
„Nu kan da fruen faa syn for saken en gang, hvad der
kommer ut av dette —," tænkte Anne stuepike.
Det var en søndag morgen dette skedde. Hele formiddagen
gik, og ingen saa noget til Lille-Annikken. Først da der skulde
spises middag, blev der spørsmaal efter hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
