Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
Sjøgren og Mikal kjørte Hilleborg hjem i spidsslæde og
maaneskin.
„Jeg har likesom været i himmerik idag," sa Hilleborg da
hun sat i slæden. Det var det sidste de hørte av hende.
Sjøgren smeldte vældig med svøpen, og nedover Blommedalsalléen
gik det i susende fart.
Men Ebba laa i sin seng og tænkte. En ganske ny
tankegang kom op i hende.
Hvor merkelig den Hilleborg var, som kunde være saa glad,
endda hun hadde saadant et daarlig hjem, og saa fattig som
hun var.
Saa fornøiet hadde Ebba aldrig set nogen være før.
Naar det kom til stykket, saa kom det allikevel kanske
ikke saa meget an paa at ha det fint og være rik i verden.
Kanske ikke det var det som gjorde folk lykkelige allikevel.
Ja, merkelig var det at det gik an at være saa fornøiet og
endda bo i Svinggaten.
ØREFIK
Lille-Annikken var den av alle kusinerne som bedstemor i
i det store og hele mindst kunde greie.
’ „Det er noget hun mangler," sa bedstemor, „jeg tror
det er hukommelse!"
Lille-Annikken var bare stemning, yndig og søt, men
ubetænksom som en liten katunge. Hun reflekterte ikke et sekund
over følgerne av sine ord og handlinger. Alt kom akkurat som
det vilde falde sig.
„Uf, det sydtyske sind greier jeg ikke," sa bedstemor
undertiden, „det er ikke hold i hende, har jeg hende den ene dag,
er hun væk den næste — Vorherre se i naade til det urolige
blod!"
Lille-Annikken danset tyske danser ute i kjøkkenet med
pikerne. Helt inde i Rosenværelset kunde man høre hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
