Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76
Klokken blev seks, og den blev syv — nei, ingen
postmester!
„Pop, pop — hvor har manden gjort av sig," sa gamle
generalinden, „han er da ingen gammel mand, saa der kan
være hændt en ulykke —."
„Gammel" — sa Tina Lützow — „en mand i sine bedste
aar, paa vor alder —."
„Nei, Tina Lützow mor, kalder du vor alder den bedste
alder," sa bedstemor.
„Jeg er nu yngre end du da, maa du huske," sa Tina
Lützow.
„Aa, saa forlegen hun er for at komme frem med de
stakkars to aarene som skiller os," sa bedstemor.
„Ja, postmesteren er nu ikke mer end sine otte og seksti
— la mig se — dengang vi danset fandango —
Borte i sofaen fik alle ungdommene lydløse latteranfald ved
tanken paa at frøken Lützow nogengang hadde danset
fandango! Da hadde hun vel mistet alle de tørklær hun eide og
hadde.
„Det sner forfærdelig ute," sa Maren Anne. Hun hadde
været ute for at se efter Hilleborg, som hun hadde ventet
opover iaften.
Alle sammen var borte i karnapvinduet for at se paa sneen.
Utenfor det dypeste mørke, store bløte snefloker hang fast paa
de duggede ruter.
„Jeg liker ikke dette at ikke postmesteren kommer, jeg,"
sa bedstemor, „det ligner ikke ham at han ikke sender bud
naar han er forhindret."
„Det blaaser ogsaa saa sneen driver," sa Maren Anne.
„Herregud, hvorledes skal vi komme hjem da," sutret Tina
Lützow.
„Pop, pop, vi sitter godt her vi sitter," sa generalinden.
Bedstemor haltet ut og ind: „Nei, Duus, jeg liker ikke
dette som sagt, send gutten nedover med lys og lygte."
„Jeg venter Hilleborg ogsaa," sa Maren Anne.
„La gutten gaa øieblikkelig," kommanderte bedstemor.
Postmester Mehl hadde gaat hjemmefra byen i tusmørket
som han pleide. Pent og sirlig gik han som sedvanlig. Graat
tyndt haar, guldbriller for sine meget nærsynte øine, og et bitte
litet gult ansigt, det var postmester Mehl.
„Det er godt jeg tok gamasjer, føret blir ikke videre rart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
