Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
Men ute i vognskjulet trak Sjøgren sluffen ind igjen saa
det durte: „Detta var det fornuftigste frua har gjort i denne
vinter," tænkte Sjøgren, „nu kan det være slut med denne
turinga."
Maren Anne laa længe vaaken den nat.
Hun hadde altid syntes at frøken Duus var et kjedelig
menneske. Det var jo aldrig en lyd i hende. Og aldrig i
verden hadde det faldt hende ind at frøken Duus ogsaa hadde
sine tanker og sine følelser!
Det røbet ingen fin sjæl hadde bedstemor sagt!
Aa Gud — og hun som saa gjerne vilde være nobel og
retskaffen! Maren Anne graat næsten aldrig, men den nat
kom der noget vaatt ind under hendes øienlok inden hun
sovnet.
Aa, om hun bare kunde gjøre frøken Duus noget godt.
Aa, gid det bare var morgen, at hun kunde vise frøken
Duus hvor hun angret!
VORHERRE HUSKER PAA HILLEBORG
Bedstemor skulde ha sit whistparti. Det var den eneste
selskabelighet som endnu var tilbake paa Blommedal.
Generalinde Thurmann og gamle frøken Lützow var
allerede ankommet. Generalinden var stor og værdig, men Tina
Lützow var tynd og bitteliten og forsvandt i en mængde
tørkiær. Naar hun reiste sig fra en stol, faldt der altid en to-tre
tørklær fra hende, som hun hadde anbragt paa de utroligste
steder.
Frøken Duus hadde røkt baade med kongerøkelse og
røkelse-vand, lamperne lyste henover det purpurrøde gulvteppe,
whistbordet var fremsat, kortene i en sirlig vifte bortover bordplaten,
færdige til at trækkes, men fjerdemand, gamle postmester Mehl,
lot vente paa sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
