Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
„Ja tak, men du ser jeg har lods før," sa postmesteren.
„Jeg ser det," sa gutten.
Der var de oppe paa tunet. Et eneste voldsomt vindkast
til, som næsten kastet den lille spinkle postmester ind mot
gatedøren — og saa var de inde i den varme oplyste forhal.
Alle kom styrtende ut da det rygtedes inde i stuerne at de
var kommet. Tina Lützow mistet to tørklær paa veien ut.
Postmesteren var aldeles oversnedd med store vaate snefiller i
det tynde haar, i øienbryn og skjeg, og dryppende vaat paa
frakkekraven.
„Jeg har været i den kompletteste dødsfare," begyndte
postmesteren.
Der stod Hilleborg uten hat, drivvaat i haaret, ildrød i
kindene og smilte til begge ører.
„Ja, det barn har reddet mig," sa postmesteren, „hun var
sendt direkte fra himmelen."
„Jeg hørte at det likesom var nogen som stønnet," sa
Hilleborg, „og saa gik jeg efter lyden —."
„Et herrens veir — et herrens veir —" sa postmesteren.
„Pop, pop," hørtes generalindens stemme inde fra salongen,
„men vil de gode mennesker da ikke komme ind?"
Snart sat postmesteren i bedstemors hvite uldstrømper og
broderte tøfler og nippet til sin rødvinstoddy, mens bedstemor
holdt et foredrag for ham om hvor uforsigtig av en gammel
mand som han at begi sig alene opover en mørk landevei.
Hvert kraftsted i sin tale — og de var ikke saa faa —
ledsaget bedstemor med et eftertrykkelig slag av sin store haand
paa postmesterens lille skulder.
Og Hilleborg var ellevild og sprang i dørene, som om hun
alle sine dage hadde hørt til paa Blommedal.
Ret som det var, satte hun sig ned foran flygelet, og med
sin bløte, friske stemme sang hun den ene sang efter den
anden. Gamle sanger, som alle de fire gamle kjendte fra sin
ungdom, og som bragte dem til at ryste vemodig paa de hvite
hoder og til at stirre langt ut for sig som de saa noget som
Maren Anne, Ebba og begge Annikkerne endnu ikke øinet.
„Det barn har jo en forbausende stemme," sa postmesteren.
„Postmester," sa bedstemor pludselig og bøide sig bort til
ham, „det var neget til Dem."
„Noget for mig?" Postmesteren saa temmelig forvildet ut.
„Ja, at hjælpe frem — med alle deres grunker — alene
som De er i verden — hvor vilde De faa nogen større glæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
