Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
der kom endnu en doktor fra byen, bedstemor blev støttet op
med mange puter; pludselig var gamle generalinde Thurman
der ogsaa, og postmester Mehl gik frem og tilbake inde i
Rosenværelset og pudset sin næse voldsomt, mens der lugtet nafta
over hele huset, og koner og piker oppe fra brukene sat i
kabinettet og graat stille.
Og alle kusinerne forstod at bedstemor skulde dø. Ingen
spurte efter dem mere, de fik gaa og komme som de vilde.
Maren Anne sat ved bedstemors seng hele tiden, ikke et sekund
vilde hun derfra. Bare, bare faa være hos bedstemor!
Men Annikken Prestgara laa inde i bedstemors store stol
og graat og graat. Aa, hun som hadde været saa lei og tænkt
saa stygt om bedstemor igaaraftes og inat ogsaa, og været vond
fordi bedstemor ikke vilde la hende reise hjem — og nu —
nu laa bedstemor der og skulde dø —.
Aa, det var saa grusomt — saa grusomt al ting!
Men Ebba sat inde i sit værelse med hænderne for ørene,
nei, nei, hun vilde intet høre —.
„Si ingenting, si ingenting," ropte hun naar nogen kom
ind, „si ikke at bedstemor er død — aa, gid jeg var hjemme—."
Lille-Annikken hang om halsen paa den gamle generalinden
og vilde ikke slippe hende. Generalinden var genert av at ha
det store barn paa skjødet, men Lille-Annikken vilde være der
og intet andet sted, saa hun maatte finde sig i det.
Ved middagstid drog bedstemor sit sidste suk.
Der blev en graat og jammer over hele huset. Mange,
mange mennesker kom, som kusinerne aldrig hadde set paa
Blommedal før. Folk strømmet ut og ind.
Og alle kusinerne stod inde ved bedstemors seng, og kunde
ikke fatte at bedstemor virkelig var død og aldrig, aldrig skulde
tale til dem mere. Og de syntes alle med en eneste gang at
livet blev saa underlig alvorlig.
Det var ikke bare veninder og skolen og moro i livet, det
var noget andet ogsaa, noget alvorlig noget, som vilde komme
til dem ogsaa. Saaledes som bedstemor laa der, saaledes skulde
de ogsaa alle ligge engang, alle sammen — alle sammen —
alle sammen.
Aa, saa litet snilde de hadde været mot bedstemor dengang
og dengang hele den tid de hadde været paa Blommedal. For
igrunden hadde de alle hver for sig bare tænkt paa sig selv.
Tænk! Bare paa sig selv hele tiden! Aa, hvor meget
anderledes de skulde været om de nu var kommet til Blommedal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
