Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Der kom nogen sagte tuslende ind. Det var Hilleborg
Hekleberg med sit rødmussete ansigt opsvulmet av graat, saa
hun næsten ingen øine hadde.
„Aa, aa," hulket lille Hilleborg, „det har været saa deilig
alting siden jeg kom til Blommedal, og nu er alt det forbi."
Der blev telegrafert til alle bedstemors døtre at de maatte
komme. Hver av kusinerne tænkte paa sin egen mor: „Bare,
bare mamma vilde komme, saa vilde alt være bedre."
Bedstemor blev lagt i sin store sal. Det store, gamle ansigt
var mildt og rolig. Det luftet saa sagte fra de aapne vinduer
med de hvite forhæng som hang i dype folder foran vinduene,
der var store hauger av blomster rundt bedstemors leie, utover
det hvite gulv. Ute i den klare vaarluft trillet lerken, de
jublende toner kom gjennem de tætte gardiner ind i det stille
rum.
Ebbas mor var den første av bedstemors døtre som kom
til det gamle hjem. En fin, høi dame med forgraatte øine bak
det store krepslør. Alle kusinerne flokket sig om hende, hun
var med én gang blit deres alles trøst. Siden kom ogsaa alle
de andre, baade Maren Annes og begge Annikkenes fædre og
mødre.
Saa kom den dag da bedstemor blev baaret ut fra sit gamle
herresæte. En klar, mild vaardag med fint bjerkeløv og flag
paa halv stang, med en granallé over hele det store tun og
flokker av bygdens og byens folk møtt op i store klynger.
Alle folk blottet sine hoder da den store kiste som et eneste
blomsterberg blev baaret ut av den ærværdige indgangsdør, og
salmesangen lød hen over det store tun, først sagte, siden
sterkere, da alle stemte i med. For sidste gang kjørte Sjøgren
sin gamle frue ned gjennem den gamle lindeallé, skridt for skridt,
med flag og floromvundne faner og mennesker allesteder, med
grønne kranser og æreporter, med graat og hulken overalt.
„Der drar de med moren fra Blommedal," sa de fattige
koner utenfor sine smaa hus, „hendes make ser vi aldrig mere."
Og presten talte om bedstemors liv og gjerning. Om den
sterke sjæl i det sterke legeme, hvorledes hun aldrig gik paa
akkord med sig selv, men stevnet bent frem, aapen, ærlig,
sand og hel! Og tilslut gik hun: Til paradis saa glad som
fugl mot dagen klare —.
Maren Anne stod mellem det friske vaargrønne løv ved
bedstemors grav, hendes hjerte videt sig ut saa hun formelig
kjendte det, men hun tænkte:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
