Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
Og saa sov byen igjen under de store lønnetrær.
Men i det samme de skulde lægge sig, sa Tilda saadan
løst henkastet:
„Uf, den Per Krafft. Han løp efter dig i enkemandsleken
bare for at erte mig, det var noget vi hadde veddet om."
„Jasaa," sa Annikken.
ANNIKKEN OG BRØDRENE
Nei!
Én ting var Annikken viss paa. Være med paa
saadanne turer mere, det vilde hun ikke.
Nu hadde hun ikke sagt et ord paa hele hjemveien fra
Langeland, ingen hadde snakket til hende heller. Hadde det
ikke været det at hun passet roret, saa hadde det været akkurat
det samme om hun hadde sittet der i agterenden eller ei.
Kanske hun var saa dum at det var det som gjorde det.
Om det hadde gjældt hendes liv, hadde hun ikke kunnet tale
saa let eller hat saadan en overflod av ord. Den mindste lille
sætning kunde de jo vri og vende i det uendelige.
Og saa var det jo igrunden ingenting det de talte om heller.
Bare noget tøv altsammen, tænkte Annikken og stirret uhyre
alvorlig frem for sig.
Den eneste som likesom hadde git sig litt av med hende,
var jo Per Krafft. Men Annikken var ikke ganske viss paa
om han ikke hadde gjort litt nar av hende.
Jo mere hun tænkte paa det, des vissere blev hun paa at
han bare hadde gjort nar av hende.
Det hadde ikke netop føltes saa da han talte til hende
og løp efter hende i enkemandsleken, men det var bare fordi
hun var saa enfoldig og ikke forstod sig paa herrer.
Nei, hun brydde sig ikke det pluk om at være mere
sammen med alle dem som de kaldte hendes veninder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
