Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127
Pastoren saa paa dem paa sin stille maate:
„Det er deilig at se paa de unge, mor."
Og moren frydet sig, kanske var det ogsaa nogen
forfengelighet over de to vakre søsterdøtre som gjorde saadan opsigt
i byen.
Men efter nogen dages forløp blev det Ebba vel langsomt
og trivielt, det hele. Hun maatte ha noget mere.
„Findes der ikke en eneste ung herre her i byen?" spurte
hun.
„Jo, naturligvis," lo Tilda, „der er flere ekstra hyggelige."
„De fører en usynlig eksistens ialfald," gapet Ebba.
Det var en søndags eftermiddag. Den lille by hadde været
som utdød og sov i solsteken helt siden kirketid. Ikke et liv
at se paa gåterne, selv barnene hadde tydd utenfor byen paa
de aapne jorder eller paa kirkegaarden. Mændene sat i
skjorteærmer paa dørhellen utenfor sine smaa huser og røkte snadde,
og der var ikke en lyd i luften.
Oppe hos presten hadde de unge piker ligget ute i haven
paa de grønne havebænker hele eftermiddagen. Myggene surret
i store flokker, og tykke, brungule hvepser fløi ut og krøp ind
i lupinernes aapne blomsterbægre i de varme, sandete
blomsterbed. Der var en ubeskrivelig fred over det hele.
„Aa for en lang deilig søndags eftermiddag," sa Maren
Anne, og strakte sig med en av Dickens’ romaner i haanden.
„Ja kjedelig og deilig," sa Ebba — „nei jeg maa spille
en vals."
Ut gjennem de aapne vinduer bruste der en vals — men
saa øieblikket efter kom Ebbas hode i salsvinduet.
„Nei — vi vil gaa en tur."
„Vi maa vente," sa Tilda, „det er ikke et menneske ute
endnu."
„Er hele byen likesom forhekset, fortrollet hver søndags
eftermiddag," vedblev Ebba i vinduet, „jeg maa ha liv — jeg
— maa — ha — liv."
„Ingenting er saa morsomt som at gaa alene i skogen,"
sa Annikken.
„Jeg hader ensomhet, og jeg hader skog," sa det krøllete
hode i vinduet, „hvad moro er der i skogen forresten?"
„Jeg tænker saa godt i skogen," sa Annikken.
„Isch — tænker —" sa Ebba.
Endelig var tidspunktet kommet da Tilda fandt det passende
at spasere ut. Solen var paa nedgang, og byens folk var ute
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
