Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
med det, jeg bryr mig ikke det grand om det mere — — for
jeg skal jo dø — de sier jo at jeg skal dø. Kommer ikke din
far?" sa hun pludselig næsten vildt, „si han maa komme straks,
aa bed presten komme!"
„Her er han, lille Lina Græsvig," sa pastorens stemme i
døren, „kjæmper du for din sjæl, du lille," sa han mildt.
„Ja, ja," sa Lina Græsvig.
Han satte sig ved sengen og tok hendes haand.
Og saa begyndte han at tale sagte.
„Du tror paa Guds kjærlighet, du lille barn?"
„Ja, ja," sa Lina Græsvig igjen.
„Da har du intet at være bange for, du er i Guds haand,
du ligger i hans arm, du er en skat for ham, han ikke vil
slippe —"
Lina Græsvigs øine hang ved hans ansigt.
Fra det øieblik presten var kommet derind, saa hun ikke
moren og Annikken mere.
„Behøver jeg ikke at være ræd da, prest?" sa Lina
Græs-vig angstfuld.
„Ikke mere ræd end om du skulde lukke op døren til et
andet værelse, og du visste at din mor var derinde," sa
pastoren.
Lina stirret paa ham, men hun var roligere.
„Træk op gardinet og la Guds sol faa komme herind," sa
pastoren.
Det blev gjort. Annikken saa nu først den store forandring
som var foregaat med Lina. Det var ikke mere den Lina hun
hadde kjendt, det var en underlig liten aandeskikkelse fra en
anden verden som laa der.
Pastoren bad med Linas hænder i sine. Moren og
Annikken stod ved fotenden av sengen. Der rørte sig ikke en
muskel i morens indhule, alvorlige ansigt.
Litt efter faldt Lina i en døs og blev liggende saadan længe.
„Det er synd at pastoren og frøkenen skal sitte her," hvisket
moren, „tak for alt, dere maa gaa nu."
„Jeg blir her endnu en stund," sa pastoren, „og Annikken
ogsaa, de unge har godt av at se livets alvor — saavidt jeg
kan se, har ikke lille Lina langt igjen før hun er over i de
lyse land."
Annikken bet i sit lommetørklæ for ikke at hulke høit.
Pludselig begyndte Lina igjen at tale og stirret op mot
loftet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
