Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
„Der er han jo," sa hun ganske høit, „ser dere ham ikke,
der er han jo — ta ham til mig —"
Hun strakte den tynde arm op i luften som hun vilde gripe
efter noget.
„Kjære, ser dere ham ikke — der er han jo —"
„Hvad billeder ser hun nu?" sa pastoren.
Annikken stirret op mot det gamle graa loft.
Lina Græsvig blev likesom gladere i stemmen:
„Tænk der staar han —"
Atter kom den tynde arm op i luften: „Jeg vilde saa
gjerne — jeg vilde saa gjerne —"
Hun strakte begge armene op: „Aa kjære —"
Saa pludselig reiste hun sig helt op: „Nu har jeg ham,"
sa hun jublende.
1 samme øieblik faldt lille Lina Græsvig tilbake og døde.
Annikken hulket som hendes hjerte skulde briste. „Det er
ikke mulig," hulket hun, „er Lina virkelig død?"
Men moren graat ikke en taare. „Hun har aldrig gjort
mig andet end godt," sa hun stille, „nu er hun hjemme og fri
for alt."
Saa bad pastoren en bøn over det lille legeme, som saa
endda mindre ut i den store gammeldagse seng.
„Vil De ikke ha nogen hos Dem inat?" spurte pastoren
moren.
„Nei da," og Lina Græsvigs mor smilte, „tror pastoren jeg
er ræd for Lina?"
Annikken og hendes far gik hjein i den dunkle sommernat.
Det var lydløst og stille under trærne op gjennem gåterne, og
der var bare en eneste stjerne som blikket og glitret paa den
underlige blaa, dype himmel.
Annikken stirret paa den ene stjerne, hun tok ikke sine
øine fra den. Det var som den stjernen var Lina Græsvig
nærmere nu end hun, langt hernede paa jorden.
Saa begyndte faren at tale, og sa noget hun aldrig glemte.
„Se nu," sa han stille, „hvor rart dette liv er, se nu denne
lille ubetydelige Lina Græsvig, som ikke et menneske ute i
verden kjender, og som blot har levet femten korte aar her
paa jorden, nu har hun naadd det høieste som et menneske
i dette liv kan naa."
Annikken stirret og stirret paa stjernen, graaten vilde frem,
men hun betvang sig.
„For alt hvad vi stræver efter her, Annikken — du vil se
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
