Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142
det klarere og klarere eftersom aarene gaar — det er dog intet
altsammen. Det holder ikke, Annikken. Det vinker og lokker,
du kan naa hvad du vil, men altid vil der mangle noget —
altid —
Du kan faa kundskap og magt og menneskers ære her paa
jorden — det gir dig dog ikke hvad din lille veninde Lina
Græsvig hadde i sin sidste stund."
Annikken stirret endda paa stjernen, og farens ord brændte
sig ind i hende.
Der sa Maren Anne at kundskap, ære og berømmelse var
det største, at hun ikke vilde dø før alle skulde vite at hun
hadde levet — og her sa far at det altsammen var intet, —
det vinker og lokker, men altid vil der mangle noget, og intet
her paa jorden tilfredsstiller helt —
Og sommernatten var saa bløt i tausheten under de smaa
lubne lindetrær op gjennem gåterne, og den eneste stjerne
blikket og blikket.
Hvor underlig rart det var at leve.
OPPE PAA MOVIG
Aften efter aften gik Annikken alene op paa heien, satte
sig med armene foldet om knærne og saa utover.
Det var sandt som Lina Græsvig hadde sagt den
første aften hun traf hende, at alt blev saa litet i verden naar
man hadde set en dø!
Og saadan som menneskene strævet og kavet og sørget for
alt. Om en liten stund skulde vi jo dø allesammen!
Alt det Maren Anne talte om store mænd og kvinder ute
i verden, hvad de tænkte og gjorde — det var nok moro —
men de skulde jo dø de ogsaa!
Det gjælder bare, hadde faren engang sagt, at læse godt
paa leksen sin her paa jorden, saa vi kan bli flyttet op i en
høiere klasse.
Hvad er min lekse, tænkte Annikken med sine seksten aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
