Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
BRANDEN
Da Annikken kom hjem fra sin visit hos Per Krafft, angret
hun forfærdelig paa det hele.
Hvor kunde hun være saa dum som at gjøre
saadant noget.
Saadan gjorde vist aldrig nogen andre — og bare nu Per
Krafft ikke gik rundt og fortalte det. — Aa Gud, hvorfor skulde
hun altid være saa dum, aa, hvor Elly og Milly vilde le, og
hvor de vilde ha moro av det i lange tider og aldrig glemme det.
Bare hun kunde betro sig til Maren Anne og fortælle hende
det! Men saa vilde formodentlig Maren Anne si at det ikke
var ladylike, men ufint gjort av hende; naar Maren fandt noget
som ikke var fornemt, aandelig talt, slog hun en strek over
det med en eneste gang — saa hende turde hun slet ikke
fortælle det.
Og ikke kunde hun tale om det til Tilda, for hun vilde
bare si:
„Altid gjør du noget som er rart, Annikken."
Og nu var hun saa inderlig kjed og træt av det at alle
mennesker sa hun var saa rar.
Naar jeg ingenting sier, saa behøver da ikke folk at si jeg
er rar, tænkte Annikken ofte.
I denne tid var hun endda stillere end hun pieide, sat og
saa langt ut for sig.
Men eftersom dagene gik, merket hun at Per Krafft intet
maatte ha sagt. Og hun fik en stor taknemmelighetsfølelse
indi sig mot ham for det.
Det var snildt av ham det at han intet sa, endda han altid
gik paa jagt efter noget moro og noget at le av.
Kanske han allikevel var at stole paa. —
Det var i heteste middagsstunden. Aapne dører og vinduer
over hele huset, ikke et drag i luften. Solen stekte paa heiene
og gjorde dem formelig glødende at kjende paa; ute i de smaa,
opmurte haver med den tørre sandjord hang blomstene tørre
og slappe; men opover husvæggen frydet den lille vinranke,
som hver sommer bar to klaser druer, sig i den varme sol.
Annikken laa paa en havebænk i det lille kokhete
syrenlysthus med svedperler paa den brede næse. En humle surret
i det fjerne, kom nærmere, fjernet sig igjen — alting var saa
underlig langt borte. Annikken holdt paa at sovne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
