Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19
dagboken, og det var ikke saa greit. Hun fik ikke skrevet
mere end et par linjer, for tante Nille rørte paa sig i det andet
værelse — kanske hun kom i døren.
„Hvis som jeg var en fugl, saa vet jeg nok hvor jeg skulde
flyve hen. Baade bedstemor og Vims har været borte til
middag, som var deilig. Vi hadde søtsuppe til middag, jeg fik
alle bedstefars rosiner.
Jeg skal paa skole. Men det blir vist generlig, for jeg saa
nogen smaapiker idag, som saa paa mig og var fine. Da jeg
sa til Prosgaard at de var fine, sa hun: „Stuing skal det være,
om en bare har én ert" — men hvad hun mente med det,
skjønner jeg ikke. Prosgaard har meget kake —
Mere hadde hun ikke faat skrevet, for bedstefar kom i
døren.
Imorgen skulde tante Mally og hendes barn komme — de
var ældre end hende begge to — og bedstemor skulde være
hjemme hele dagen.
Du store alverden, hvorledes skulde det gaa altsammen.
For hun holdt ikke ut at være her. Hun døde av længsel.
Ja hun døde bestemt — naar hun lukket øinene og følte
efter, saa kunde hun godt tænke sig hvorledes det var at dø
av længsel. Det laa likesom for brystet og klemte bestandig.
Hvis endda bare Andreas vilde skrive — aa, om han vilde
skrive bare et bitte litet brev.
Men ingen skrev, og ingen husket paa hende. Og ingenting
var der oppe i Nordland mere, for far laa i sjøen — men mors
grav var deroppe. Aa, om hun bare kunde sitte en liten stund
hver dag ved mors grav — nei saa maatte hun graate saa
forfærdelig. —
Men saa kom Prosgaard.
Ja var det ikke det jeg sa, sa gutten, han var blind,"
begyndte Prosgaard, „dette bær’ galt ivei, det kan ikke nytte at
læse Dommernes bok her."
Saa klædte hun hende av og puttet hende i seng og sat
paa sengkanten med det pudsige ansigtet og snakket og lo.
Men ikke et ord om længsel og sørgelighet.
„Saasandt jeg heter Karine Prosgaard, skal her bli en anden
dans," sa Prosgaard, „imorgen skal du følge mig til min søster."
„Hvem er det?"
„Aa hun bor herborte" — Prosgaard pekte ut i luften.
Hun hadde det meget med at peke, Prosgaard, bare hun
snakket, saa pekte hun i øst og vest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
