Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
Bedstemor hadde git hende en bok at læse. En engelsk
bok om en liten pike som var saa forfærdelig prægtig
bestandig. Og snakket saa skikkelig og pent, side op og side ned. —
Uf nei — aldrig kom disse middagsgjestene heller.
Jo der kom tante Hoppe. Med kappekurv og strikketøi og
lygte til at gaa hjem med om aftenen og tjenestepike. Tante
Hoppe var søt og blid i ansigtet og sat midt i sofaen og
snakket ustanselig.
Det var saa deilig at nogen snakket. Og der kom onkel
Nikolai og tante Adla og alle deres barn. Guttene var svært
snauklippet og bukket saa de stod aldeles dobbelt for bedstefar
og bedstemor, og smaapikerne neiet dypt. Saa vendte de sig
allesammen om og saa paa Maja.
„Skal du være her bestandig?" sa den største av pikerne.
,J-a-h."
Tænk hvor rart!
„Var det din far som druknet?" sa en anden av pikerne.
„Ja."
„Det maatte være væmmelig naar ens far druknet," sa hun
igjen.
Der kom tante Mally med Aksel og Magna. Tante Mallys
mand hadde været en rik kjøbmand, han var død for flere aar
siden. Magna var høi, med stort lyst haar og alvorlig mund,
og Aksel var graablek med glat haar, delt midt foran, og rødt slips.
„Goddag, goddag!" — tante Mally feiet med langt slæp
omkring, „ak hvor deilig at se dere alle — ak disse lange,
deilige, kjedelige søndagene herhjemme."
„Hvor godt hun ser ut, det barn," sa saa tante Mally og
viftet med haanden henimot Maja — ,,det er næsten utilladelig
at være saa røkindet — se paa mine graableke barn."
— Bare hun turde tale til Magna! For hun likte hende
saa godt fordi hun var saa alvorlig. Hun var konfirmert og
hadde opsat haar.
Tænk der kom hun bort til hende, aa hvor genert hun var.
„Det er rart at vi er kusiner, og saa kjender vi hinanden
ikke," sa hun.
Du, hvor det var nydelig at hun var saa sikker likesom —
og saa rolig.
„Liker du dig her?" sa hun igjen. Hun sat meget rank
og saa Maja ret i øinene.
Hun kastet et lynsnart blik paa hende. Aa, om hun turde
si hende hvor hun længtet! At hun døde av længsel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
