Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
den trodde hun heller at hun vilde bekjende det for bedstefar,
saa kunde jo han bekjende det for bedstemor.
Da hun hadde læst Fadervor, sa hun ned i sin hodepute:
Mange tak, Gud i himmelen, fordi Andreas er glad, og fordi
han ikke graater mere.
— Om morgenen før hun gik paa skolen, skyndte hun sig
ind paa „Havnefoged- og Lodskontoret". Bedstefar sat alt paa
sin høie krak.
„Du bedstefar," begyndte hun ivrig, „jeg vil bekjende noget
for dig."
Guldbrillerne kom ytterst paa næsetippen, og bedstefar saa
over dem: „Jasaa da, Tup."
„Ja, for jeg skal si dig det at jeg aldrig har faat brev fra
Andreas før -— derfor hoppet jeg ut av vinduet og læste det i
kjøkkenet, kan du skjønne." —
„Jeg skjønner ikke et muk," sa bedstefar.
„Jo for jeg sat jo i mørke til straf fordi jeg kom forsent
til middag, skjønner du." —
„Jasaa,* sa bedstefar.
„Men saa blev jeg saa glad fordi Andreas er saa fornøiet,
derfor vil jeg bekjende at jeg hoppet ut av vinduet, det kan
du vel skjønne da, bedstefar."
„Ja men jeg kan ikke like at du sat i mørke," sa bedstefar.
„Det gjør ikke det pluk — jeg er ikke det spor lei av mig
for det mere — vil du si det til bedstemor."
„Ja det skal bli sagt," sa bedstefar — „vent litt her skal
du faa tyve ere til karameller."
— Tænk, saa hadde bedstefar vist ikke sagt det allikevel.
For hun hørte ikke et ord mere om nogen ting.
Og Maren hadde heller ingen ting sagt. Merkelig nok —
endda hun saa saa sur ut.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
