Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
Jon Peder var igrunden ekstra hyggelig, han. Meget
morsommere end alle pikerne. Han hadde den bedste kjælken
i byen — det sa alle — og saa flink han var til at spænde
skøiterne paa for piker, da. Akkurat passe.
Græsselig moro det var blit siden det var blit is oppe paa
Myra. Hvem skulde tro at en kunde gaa paa skøiter der naar
en var deroppe utover høsten. Det var opover heiene nemlig;
naar en gik i siksak, saa kom en til en sænkning mellem to
heiskraaninger. Stort og vidt og bredt var det der, og fuldt av
orebusker og ener og slikt; men indimellem var det sumpet
og vaatt, mangesteder saa en maatte hoppe fra tue til tue.
Og pludselig, som det begyndte at sprængfryse, saa blev
det den deiligste skøitebane. Netop hyggelig. For ret som
det var, stod der et litet oretræ midt i speilklar is, eller en
grøn lubben ener. Der var likesom ganger i en have, men
gangene var fin gjennemsigtig is, det var saa morsomt at sno
sig frem mellem busker og trær — ret som det var, var der
en græstue ogsaa forresten, som var ekkel til at snuble i —
men pyt — det var bare moro, det og.
En dag hadde Jon Peder og hun lekt gjemsel paa skøiter
oppe paa Myra og hat det ustyrtelig gildt. Og saa var det det
som var moro, at de hadde hele Myra for sig selv. Ingen
andre faldt paa at gaa derop, for de kunde ikke tænke der var
skøiteis deroppe, naturligvis.
— Hun sat og læste lekser inde paa værelset sit, med
fingrene i ørene, pugget og duret. Om igjen og om igjen.
Væmmelige verdenshistorien!
Pludselig kom der en liten sten paa ruten. Hun ventet
litt — der kom en til. Saa for hun bort i vinduet. Gid —
det var Jon Peder. Med skøiter over skulderen. „Kom og
vær med op paa Myra vel," ropte han halvhøit.
„Ja men lekäerne —"
„Skidt!" —
End bedstemor da! Og lovboken og timetabellen og hele
sulamitten.
Du verden, hvad skulde hun gjøre. Der stod Jon Peder
og tigget og tigget.
Sandelig min hat, løp hun ikke op til Myra likevel — bare
en liten stund. Ingen visste jo om det, de trodde hun sat og
læste lekser, de. Og lekserne var saa lette idag, saa dem lærte
hun i en ruf — iaften. Og gjerne imorgen tidlig ogsaa. Pyt san!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
