- Project Runeberg -  Inger-Johanne-bøkerne og andre fortællinger for gutter og piger / V. Maja. Frøken Lybæks Pensionatskole. Hos farfar på Løvly /
72

(1915-1916) [MARC] Author: Dikken Zwilgmeyer
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

72

Andreas er saa grulig snild. Han gjør alt hvad jeg vil.
Han vil millioner ganger heller være her, sier han, fordi han
er min bror og jeg er hans søster. Og tænk, vi har været
paa Havnefogedkontoret. Og der var endda mere skummert i
værelserne nu som løvet paa trærne skygger, og bedstefar sat
i kontoret med grulig meget tobaksaske omkring sig, og
bedstemor strikket paa en umaadelig uldtrøie med skarpe øine. Men
borte i sofapladsen, hvor tante Nille pleide sitte, var der tomt.
For tante Nille er i paradisets deilige have. Naar jeg blir
gammel og kommer i paradisets have, skal jeg kjende tante
Nille igjen øieblikkelig.

Men ute ved kjøkkenbænken stod Prosgaard og skvalpet
med melk og hadde en pudding i ovnen, som hun pieide.

„Vil du ikke se indom opdragelsesanstalten da," sa
Prosgaard. Saa mente hun det gamle værelse med det mørke,
fiolette tapet. Der var endda mørkere end det pieide, slik solen
skinner ute nu, men lovboken og timetabellen hang der og lyste.

„De hænger der til en amindelse," sa Prosgaard, „forresten
kan vi trænge lovbok nogen hver."

Men jeg vet noget som er sandt, og som jeg aldrig vil
glemme. Om jeg blir tredive aar, vil jeg aldrig glemme det.

Og det er bare det som tante Blom sa, at det er ingenting
i verden saa morsomt som at være snild!

For det er virkelig sandt det.

Men om jeg blir grulig gammel, vil jeg altid huske
Muggeberg. Naar jeg bare lukker øinene, vil jeg huske det
altsammen. Jeg vil se det altsammen inde i mig alle mine dage.
Kanske jeg vil digte om Muggeberg, men det vet jeg ikke om
jeg kan. For da maatte jeg digte deilig da.

Ja, nu skriver jeg ikke mere i dig, dagbok, for nu er jeg
glad, og da behøver jeg ikke at skrive mere. Adjø, dagbok!

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 11:03:58 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ingerjohan/5/0086.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free