Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
„Vi har jo kjendt hinanden saa kort," sa Else undvikende.
Hun kunde ikke komme fra tanken paa Anne Katrine da
hun laa der og hulket i sofaen. Aa, hun var trofast og tryg,
jo, hun var tusen ganger mere glad i Anne Katrine end i Maria.
„Lille fersken," sa Maria, „for du er likesom en fersken i
kindene, søte fersken, vær nu blid igjen og vær ikke sur som
din bedste veninde."
Saa maatte Else smile litt, men ingenting var saa morsomt
som det hadde været dagene før.
„Jeg vil gi dig en erindring om mig," sa Maria, „for at du
aldrig i evighet skal glemme mig; se her, denne vifte har jeg
faat av en som jeg elsker. Han er paa et kontor. Men nu
skal du ha denne vifte, søte, lille Else, og hvergang du bruker
den, skal du tænke paa din trofaste veninde i syden, du lille
rosenknop!"
Men Else maatte tænke paa Anne Katrines ord om de
sleske øine, og viften vilde hun paa ingen maate ha. Men
Maria gav sig ikke, tryglet hende om at beholde den og puttet
den ind i hendes bluse.
Else sat der og tænkte paa Anne Katrine hele tiden. Bare
hun ikke sitter og graater, tænkte hun; saa reiste hun sig
pludselig op og løp.
Men Maria var like efter hende: „Nu reiser jeg iaften,
og du ser mig aldrig i evighet mere, lille fersken," sa hun,
„derfor kan du gjerne være hos mig. Du skal være hos mig,"
sa hun og trampet i marken.
Saa blev Else hos hende dernede i solskinnet i haven, men
hun brydde sig ikke om at høre om tyrefegtninger og
orangelunder mere. Hun sat stille, og hænderne spilte nervøst paa
den hvite havebænk.
Ut paa eftermiddagen sa Maria:
„La mig bare en gang endnu faa se paa min yndige vifte?
Den er det kjæreste jeg har — jeg elsker den mere end mine
smykker."
„Jeg vil ikke ha den," sa Else, „værsaagod, ta den igjen."
„Aldeles ikke," sa Maria, „denne vifte er netop det største
bevis paa mit usigelige venskap; jeg vil være lykkelig naar
jeg tænker paa at du eier den."
„Men jeg vil paa ingen maate ha den," sa Else.
„Den passer netop til din hud, du skal ha den," sa Maria.
„Du skal ta den igjen, hører du," sa Else.
„Ja, naar du aldeles ikke vil ha den saa," sa Maria, „saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
