Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
„Jeg fik noget til konfirmationen," sa Christen, „som jeg
aldrig bruker, vil du ha det — for det er vist for piker."
Og han tok en bitte liten æske, indsvøpt omhyggelig i
papir, op av lommen.
„Mon hvad det er," tænkte Else.
Saa var det et litet guldhjerte. „Vil du ha det?" sa
Christen.
„Hvor nydelig — men faar du lov at gi det bort da?"
spurte Else.
„Pyt," sa Christen uhyre overlegen med sine seksten aar.
„Men er det ikke leit at ta det fra dig?" sa Else.
„Nei, det er bare snodig hvis du vil ha det."
Saa tok Else det, og gav ham haanden og takket.
Hun betænkte sig et øieblik, om hun skulde ta ham i
haanden, det var likesom saa pudsig at ta Christen Nygaard i
haanden, som hun kjendte saa godt; men naar han hadde git
hende et guldhjerte, saa syntes hun at hun maatte gjøre det
ogsaa.
Hun glædet sig til at vise Anne Katrine det, og undredes
paa hvad hun vilde si om at hun fik et hjerte av en gut.
Men Else hadde travelt naar hun skulde række alting paa
tre dage. Rundt i alle de smaa stuerne og hytterne til alle
sine gamle venner, alle konerne og lodsene og sjøguttene.
Forresten var det ikke mange sjøgutter som var hjemme nu
pinse tider, det var næsten bare Lars til Lisa, som gik hjemme
med det onde benet.
Men alle barna sat barbente og barhodet og lot sig
brun-steke av solen paa de låve, runde heier. De gliste op under
sine hvite haarlugger paa Else, og alle kjendte hende igjen og
smilte til hende.
Og saa reiste hun med far i praksis, sat bakpaa karjolen,
der den rullet paa de haarde, glatte veier, mellem heiene
indover landet. Undertiden tok de saa av paa en smal bygdevei,
hvor karjolen humpet over stener og ned i store huller, og
grantrærnes grener dasket om hodet paa dem.
Da trillet og lo Else der bakpaa karjolen.
For det meste fik hun saa lov at følge med ind til de syke.
„Du har ikke ondt av det, lille Else," sa faren, „at se
sygdom og sorg her i verden."
Engang var hun fulgt med ind til en syk kone, som laa
alene der borte i en krok av en hytte. Da Else gik, bad konen
Else om at hun maatte be for hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
