Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137
fattig, gammel mand — men hvis du synes at han er for simpel
for dig som er saa fin, saa sæt aldrig din næse op paa
verandaen mere — det raader jeg dig til."
Dermed sprang Else Beck opover jordet. Det förste hun
sanset, var at hun hadde været saa sint at hun hadde sagt
„du" til studenten.
Og hun som hadde latt som hun var saa voksen; ja, det
var likesom hun undertiden hadde slaat paa det at hun var
konfnmert ogsaa. Den hvalpete studenten, som laa der og
haansmilte av fragtemand Endresen!
Han som var saa blek og syntes her var saa deilig at være.
Men ikke et ord sa lille Else til Anne Katrine om dette.
Han fortjener det ikke, studenten, at jeg tier stille, tænkte Else,
men saa skulde Anne Katrine gaa og gruble i ukevis paa
slikt væv.
Hvor forskjellige menneskene er, tænkte Else; der kan
Anne Katrine gaa og gruble og tygge drøv og græmme sig i
lange tider — og naar jeg er lei av mig en halv time for
noget, og solen begynder at skinne, saa glemmer jeg det
altsammen.
Om aftenen var de ute og rodde. Else og Anne Katrine,
faren og fragtemanden.
Den hvite, nymalte baat skinte paa vandet, himmelen
flammet i rødt og guld over de låve aaser, og sjøen laa som et
blankpudset speil, der tok farve av himmelens skyer. Det var
stille og lydt over vandet, der det laa saa gyldenrødt, saa
blankt.
Anne Katrines far dyppet aarerne bløtt.
„Naa har vi det koselig," sa han.
„Vi har saa, Lars," sa fragtemanden.
„Vi takker aldrig nok for nogen ting," vedblev han,
„ingenting takker vi rigtig for."
„Nei, vi gjør nok ikke det, Lars," sa fragtemanden.
Else laa i forenden av baaten og stirret op i solskyene.
Takke for alting! Nei, det gjorde jo hun heller aldrig.
Tænk, aldrig hadde hun takket for det deilige hjemmet sit
engang. Det var jo likesom noget som hun skulde ha, og som
hun ikke behøvde at takke for.
Men siden Anne Katrines far hadde sagt det, var det
likesom saa rart. Og Else bestemte sig til at hun nok vilde takke
Gud fordi hun hadde saant deilig hjem — forresten vilde hun
takke for alt, tænkte lille Else.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
