Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
rumpetroll i Jensens dam — men nu har du lovt at ikke du
ogsaa skal gjøre det."
„Tak — far — det kan du ha for dig selv," sa jeg
naturligvis. Rumpetroll — pyt, det var ogsaa noget.
— Nok av det — dagen efterat ferien var begyndt, stod
altsaa Karsten og jeg og et bybud med mors mellemstørste
kuffert utenfor den grønne havegrinden til farfars hus.
Det er ganske besynderlig, for bare en kommer indenfor
den grønne havegrinden, saa begynder stilheten.
Og denne vokser og vokser eftersom en gaar opover
havegangene mot farfars hus, der ligger de aldeles som det er
dækket over med løv. For jeg kan ikke beskrive saa meget
løv som der er paa trærne i farfars have. Aldrig blir en eneste
gren hugget — saa kan dere selv vite hvordan der er.
Jasminbuskene brer sig, saa de er som smaa fjeld, og
syren-trærne er tætte og forgrodde og dasker mot vinduene. Derfor
heter stedet ogsaa Løvly
Inde i det lange, hvite huset under alt det løvet, bor farfar
og frøken Monsen, som styrer huset.
Farfar har været provst. Han har hvitt haar og fin næse
og hvitt slips bestandig. Og er skarp i øinene. Og sier næsten
ingenting — bare læser og læser inde paa kontoret. Slik er farfar.
Frøken Monsen er stor og svær, forresten ligner hun det
maleriet av Kristian den fjerde dengang han staar paa
skibsdækket og peker — det tør jeg naturligvis aldrig si, endda det
kunde jo være den som var værre at ligne end Kristian den
fjerde. Frøken Monsen snakker svært utydelig ogsaa, som er
noksaa leit. Naar hun sier noget, saa stirrer jeg spændt paa
munden hendes — endda skjønner jeg det ikke.
Nok av det, der stod vi altsaa i fin tobakslugt i den låve
gangen med teppestrimler paa kryds og tvers paa gulvet. Der
kom farfar med sin fine næse og sit hvite slips i døren Jeg
neiet og Karsten bukket saa hans hode var i høide med hans
knæ, mens farfar ropte — nei farfar roper aldrig — nei farfar
sa stille utigjennem en dør:
„Monsen — her er de."
Og Monsen kom i døren usigelig lik Kristian den fjerde og
sa: „Veile kalle — kalle — dalle —" eller noget slikt.
Og jeg neiet igjen og sa mange tak, for jeg trodde frøken
Monsen sa „Velkommen".
Men siden sa Karsten at hun hadde spurt om bybudet var
betalt, og da var det jo skrækkelig flaut at jeg sa mange tak.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
