Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Jeg graater ikke som andre jeg, ser dere, naar taarerne
glir stille og pent — jeg graater over alle grænser!
For da er alting saa grusomt, og jeg kan aldrig — aldrig
— aldrig bli glad mere.
Onkel Jonas kom med vogn og kjørte mig hjem — likesom
jeg skulde være daarlig — det var jeg slet ikke. Men jeg
vilde graate hele mit liv efter dette var skedd.
Der saa vi taket av Løvly, og onkel Jonas aapnet den
grønne grinden.
Hu hu hu — opigjennem de stille havegangene.
Farfar sat paa verandaen med sin fine næse og sit hvite slips.
„Hu, hu, farfar" — jeg styrtet paa ham, „jeg vil ikke
ødelægge dig, farfar, det vil jeg slet ikke, jeg har aldrig tænkt
paa at ødelægge dig, hu, hu —"
„Saa, saa," sa farfar, „ikke denne heftighet — har du takket
Gud for din redning, barn —"
„Ja, jeg har takket litt, hu — hu —"
Vil dere tro — saa vilde farfar og Monsen paa død og liv
at jeg skulde lægge mig tilsengs. Kanske det var fordi jeg
graat saa svært. Onkel Jonas sa rigtignok at det var fordi de
var sikre for mig naar jeg laa i sengen.
„Lig og tænk" — sa onkel Jonas.
Det var ikke det spor morsomt at ligge og tænke. Jeg
sovnet vist forresten.
Men nu skal dere høre noget forfærdelig rart og utænkt.
Ut paa eftermiddagen kom den konen hvis barn jeg hadde tat,
da det faldt ned for den ustyrtelig lange trappen. Tænk, hun
hadde berømmet mig saa svært for farfar.
Det var jo litt flaut, for det var sandelig ingen ting at bli
berømt for, men farfar kom ind og klappet mig paa hodet der
jeg laa:
„Der lignet du din velsignede farmor" — sa han. Det var
da en usigelig trøst.
Jeg forsøkte at fortælle farfar om føringsprammen og trossen
og alt det der, men han forstod ikke det grand av det, det
skjønte jeg godt. Ialfald forstod han ikke at det kunde være
noget gildt at ro lynende fort over den trossen.
Næste morgen kom far og hentet os. Og farfar og Monsen
stod indenfor den grønne grinden og viftet efter os.
Men siden spekulerte jeg ofte paa om det var nogen
opmuntring for farfar at jeg var paa Løvly isommer!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
