Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
føringsprammen — men at ta dig hjem til Monsen og farfar i
denne forfatning vilde ikke være raadelig — men hvorledes i
alle verdens riker og land er det gaat for sig, at du med din
løpske natur er dumpet ned i vor overordentlig stilfærdige
familie?"
„Jeg trodde jeg lignet farmor" — sa jeg der jeg stod i min
silvaate tilstand, „men nu sier farfar at jeg ikke gjør det heller —"
„Mor — min deilige, stille mor —" sa onkel Jonas, han
gjorde akkurat som farfar og slog med haanden ut i luften —
„nei hendes skorem er du ikke værdig at løse —"
Det hørtes græsselig leit det om skoremmen — jeg sier
forresten „skolisser" jeg.
Vil dere tro, jeg maatte lægge mig i onkel Jonas’ seng.
„Der faar du ligge og avvente begivenhetenes gang," sa
onkel Jonas.
Hvor al ting kan være forfærdelig uheldig dere! Jeg laa
der og tænkte op igjen og op igjen altsammen. Igrunden var
det bare de mandfolkene paa onkel Jonas’ kontor som var skyld
i det hele. For at jeg vilde forsøke at komme i lynende fart
over trossen — det var ikke saa rart — det vilde alle synes
— ja ikke sandt!
Uf a mig — nu hadde jeg vel Monsen her snart!
For onkel Jonas og Karsten hadde begit sig paa veien til
Løvly for vist en halv time siden. Bare nu Karsten forklarte
det ordentlig altsammen. For var det min skyld, eller var det
ikke min skyld —
Det saa saa græsselig morsomt ut med den trossen — men
kanske det var galt. Uf! Jeg sukket og sukket.
Der aapnet døren sig. Det var selveste Monsen med en
masse klær under armen. Monsen aapner altid døren paa en
rar maate — først døren paa vid gap, og saa staar hun stille
et sekund eller to og bare ser.
„Kan du skjønne, Monsen, at det skal gaa saa uheldig?"
sa jeg — „for dette herre —"
„Provstens liv er for dyrebart til at ødelægges paa denne
maaten," sa Monsen.
Hele tiden efter at jeg faldt i vandet, hadde jeg hat lyst
til at graate — saan med en klump i halsen, dere vet — jeg
hadde holdt mig hele tiden — men da Monsen sa dette saa —
Aldrig et øieblik hadde jeg da tænkt at ødelægge farfars
liv — gid som jeg graat!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
